Bil forfulgt før skyderi

27-årig ramt af skud: Politiet kæder episode sammen med bandekonflikt

Politiet på stedet, hvor der i aftes var skyderi i Københavns Nordvestkvarter.
Foto: Kenneth Meyer
Politiet på stedet, hvor der i aftes var skyderi i Københavns Nordvestkvarter. Foto: Kenneth Meyer

Kender du til konflikten eller folk, der er kommet til skade, så kontakt os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Sent i aftes blev en 27-årig mand ramt af skud i Københavns Nordvestkvarter, og politiet kæder episoden sammen med den verserende bandekonflikt - det oplyste Københavns Politi i aftes kort efter skyderiet.

- Manden, der blev ramt, er tidligere del af bandemiljøet. Vi kan ikke afvise, at han nu befinder sig i periferien af samme miljø, fortæller Torben Svarrer, chef for afdelingen for organiseret kriminalitet.

- Han sidder i en bil sammen med en anden mand, en 28-årig, der ikke er del af bandemiljøet. De bliver opmærksomme på en sort bil, der nærmer sig, og de kører væk i forsøget på at ryste denne bil af sig, fortæller Svarrer.

Foto: Kenneth Meyer 112 - 26. sep. 2018 - kl. 03:48 27-årig mand ramt af skud i formodet bandeskyderi
Politiet på gerningsstedet, hvor der i aftes blev affyret skud. Foto: Kenneth Meyer 112 - 26. sep. 2018 - kl. 10:37 Efter bandeskud i nat: Politiet anholder 11

I dette forløb er det, at det kommer til skyderi i området omkring Skaffervej og Rentemestervej.

- Skyderiet sker, mens bilerne er i bevægelse, fortæller han.

Den 28-årige slipper med skrækken, mens den 27-årige bliver kvæstet.

- Han er ikke i kritisk tilstand, oplyser Torben Svarrer.

Senere på natten slog politiet til og anholdt i alt 11 personer, der sættes i forbindelse med konflikten. Det er planen, at disse personer skal fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.

Denne del af sagen vil Torben Svarrer dog ikke kommentere.

- Men det er uacceptabelt med skyderi og bandekonflikt. Vi er massivt til stede i lokalområdet, fortæller Torben Svarrer.

OVERBLIK - Konfliktens episoder i september:

Fredag 14. sep.: Om aftenen bliver der affyret skud i Heimdalsgade på Nørrebro. Ingen bliver ramt. Efterfølgende finder politiet to afbrændte biler i samme gade.

Lørdag 15. sep.: Ved 22-tiden bliver to mænd ramt af skud, mens de sidder i en bil i Ishøj. Den ene bliver ramt i benet, den andet i torso. Begge er uden for livsfare.

Søndag 16. sep.: Om formiddagen bliver en yngre mand overfaldet i en butik på Nørrebrogade. Han bliver taget med i en baggård og tæsket og sparket og ligeledes stukket med stikvåben, så han skal indlægges.

Tirsdag 18. Sep.: Natten til tirsdag modtager politiet en anmeldelse om, at der er affyret skud på Den Sorte Plads ved Mjølnerparken, Nørrebro. Ingen bliver ramt.

Tirsdag 18. sep.: Ved 21.30-tiden affyres der skud imod en sort VW Golf i krydset mellem Herlev Hovedgade og Herlev Ringvej i Herlev. Chaufføren af bilen dukker sig og undgår at blive ramt.

Tirsdag 18. sep.: Ved 22.30-tiden bliver der skudt mod en bil på Lygten, Nørrebro. Her bliver en 34-årig mand, der tidligere var kendt som Brothas-figur, ramt i begge arme. Manden meldes uden for livsfare.

Onsdag 19. sep.: Kort efter midnat affyres der skud ved Askerød-bebyggelsen i Hundige. Fem biler blev ramt, men ingen personer er tilsyneladende kommet til skade.

Onsdag 19. sep.: Omkring kl. 20 kommer en bil kørende og begynder pludselig at skyde mod en gruppe unge. Næsten lige ved siden af står politiet, som svarer igen ved at beskyde bilen. Ingen bliver anholdt, og gerningsmændene slipper væk.

Fredag 21. sep.: Natten til fredag opholder en 30-årig mand sig på Glostrup Torv sammen med en anden person, da en mand kommer løbende og affyrer flere skud fra en pistol. Den 30-årige bliver ramt i låret, men er uden for livsfare.

Fredag 21. sep.: Om aftenen bliver en 19-årig person med perifær bandetilknytning og to tilfældige borgere ramt af skud ved Meinungsgade og Guldbergsgade på Nørrebro. Den 19-årige kvæstes alvorligt, mens de to tilfældige slap med knapt så alvorlige skudskader.

Søndag 23. sep.: En 27-årig mand køres på sygehuset efter knivstik under en episode i Ishøj. Manden stikkes fem gange i ballen af maskerede angribere. Overfaldet kan have forbindelse til konflikten, oplyser politiet.

Mandag 24. sep.: En helt tilfældig mand bliver sent om aftenen fanget i krydsild ved en episode, hvor personer i to andre biler skyder mod hinanden på motorvejen ved Roskilde. Det sker omkring kl. 23.30 på strækningen mellem afkørsel 13 og 12 i retning mod København, da en række skud. Efter episoden slår manden bremsen i og holder ind til siden. Han slipper med skrækken. Ingen bliver ramt ved episoden.

Tirsdag 25. sep.: En mand bliver ramt af skud ved en episode ved Skaffervej og Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. Der affyres skud fra i hvert fald to forskellige våben ved episoden, hvor bilen med manden, der bliver såret, bliver forfulgt af en anden bil.