Bil gik i stå på jernbane - og så kom toget

En kvinde var på vej over en jernbaneoverskæring lørdag morgen, da hendes bil satte sig fast og gik i stå. Kort tid senere kom et tog kørende imod bilen med 75 kilometer i timen

En kvinde var på vej over en jernbaneoverskæring, da hendes bil satte sig fast og gik i stå. (Foto: TV Syd)
En kvinde var på vej over en jernbaneoverskæring, da hendes bil satte sig fast og gik i stå. (Foto: TV Syd)

Forestil dig, at du kommer kørende i bil ved en jernbaneoverskæring. Du er ved at krydse skinnerne, da din bil sætter sig fast på togskinnerne ved en jernbaneoverskæring. Kun få minutter senere kommer et tog kørende mod bilen med 75 kilometer i timen.

Det var den situation, en 74-årig kvinde fra Vejle befandt sig i lørdag morgen.

Sad fast på skinnerne
Ifølge Sydøstjyllands Politi kom kvinden kørende ad Lerbæk Møllevej i Grejs nord for Vejle omkring kl. 11.15 og var ved at krydse jernbaneoverskæringen, da hendes grå Opel Corsa kom lidt skævt ind i overkørslen og højre bagdæk glider ned i vejbelægningen ved siden af togskinnen. Her går bilen i stå.

- De umiddelbare undersøgelser tyder på, at hun kommer lidt for langt ud i siden, da hun passerer overskæringen. Dermed falder hendes baghjul lidt ved siden af overgangen og falder ned i et lille hul, der er ved siden af. Der er en niveauforskel, så kan hun ikke få den til at trække op derfra, forklarer Hans Hoffensetz, som er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Kvinden prøvede at starte bilen igen ved at accelerere, men den gik i stå.

Tog kom med 75 kilometer i timen
Så steg hun ud af bilen og tilkaldte hjælp og autohjælp. Der gik ikke lang tid, før togsignalet lød for det regionale passagertog mellem Jelling og Vejle.

- Inden der når at komme nogen ud for at trække den væk, så kommer der altså et tog kørende og rammer ganske få minutter efter, siger Hans Hoffensetz.

Toget kom kørende med cirka 75 kilometer i timen, siger han. Heldigvis nåede lokomotivføreren at opdage bilen lidt i forvejen.

- Da han får oversigt, udsigt, kan han se cirka 100 meter fremme. Der begynder han selvfølgelig at bremse. Man ved ikke, hvor meget han rammer med, men han får bremset noget ned. Der er ikke nogen passagerer eller nogen, der står ved bilen, så den bliver lige skubbet til side, siger Hans Hoffensetz.

Kvinde slap uskadt
Kvinden gik klogt et stykke væk fra overskæringen, før toget kom, så hun kom ikke noget til.

Toget måtte efter sammenstødet gøre et kort stop, mens politiet kom forbi. Det fik dog kun et tryk og kunne godt køre videre bagefter, siger Hans Hoffensetz.

Kvindens bil måtte til gengæld på værksted med temmelig store skader fra det usædvanlige sammenstød.

- Det er bare så uheldigt, at man kommer så langt ud til højre, når man passerer, at man kommer ud over der, hvor overgangen er, og på den måde får hjulet ned i et hul. At det så oveni købet lykkes at få bilen til at gå i stå også... Der var flere ting der gjorde et sammentræf, siger Hans Hoffensetz.

Ved du, hvem den snarrådige kvinde var? Så hører vi gerne fra dig. Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere