Bil i flammer på motorvej: Kun ét spor farbart

Politi og redningsmandskab er på vej til stedet

En bil er onsdag formiddag brudt i brand på E20 Øresundsmotorvejen.

Det er sket mellem Ørestad og Tårnby fra Ørestad i retning mod Sverige.

Kun et enkelt spor er farbart, oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

- Vi modtog anmeldelsen klokken 10.27, hvor der blev sendt en ambulance til stedet. Der var to personer i bilen, men ingen personer skal være kommet til skade, siger vagtchef Kristian Rohdin.

Politiet mener, at der er tale om en motorbrand.

En skiltevogn holder fortsat på stedet, hvilket skaber nogle gener i trafikken.

Lastbil væltet
På Østrupvej fra Fårevejle mod Ugerløse mellem Østrup og frakørslen mod Undløse er der spærret frem til onsdag eftermiddag.

Det skyldes en væltet lastbil.

'Politi og redningsmandskab er på stedet. Oprydningsarbejdet forventes først afsluttet til eftermiddag', skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Det er i skrivende stund uvist, om lastbilchaufføren er kommet til skade. Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi.