Bil kørte fra politiet på Nørrebro: 'Folk kastede sig væk'

En patruljevogn valgte at standse forfølgelsen af en sort stationcar, fordi det var for farligt at følge efter

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Opdateret klokken 22.56:

Vagtchef Henrik Moll fortæller til Ekstra Bladet, at man sandsynligvis har fundet den bil, som tidligere på aftenen blev anvendt, da bilen kørte fra en patruljevogn.

- Jeg skal ikke kunne udelukke, at bilen er fundet, og at vi derfor interesserer os for, hvad der måtte være i bilen, siger Henrik Moll til Ekstra Bladet.

Vidner fortæller til Ekstra Bladet, at politiet lige nu er til stede i gården Allersgade 9, hvor politiet er ved at undersøge en sort stationcar.

Opdateret klokken 22.40:

Mette, der bor på Nørrebro, fortæller til Ekstra Bladet, at biljagten også foregik ad Gormsgade og Dagmarsgade. Politiet er sidst på aftenen i færd med at afsøge flere gårde mellem Allersgade, Gormsgade, Nørrebrogade og Dagmarsgade og også områder ved børnehaver med lys og hunde.

- Lige nu er de ved at undersøge en bil efterladt i gården, siger Mette til Ekstra Bladet.

- En anden bil er også blevet stoppet i krydset Nørrebrogade/Stefansgade, og passagererne tilbageholdt af adskillige betjente.

_____________

Et planlagt rutinetjek af en sort stationcar i Lundtoftegade på Nørrebro førte tirsdag kort før klokken 21 til en vild og vanvittig eftersættelse, som endte med, at den sorte stationcar slap væk.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Sveistrup, til Ekstra Bladet.

- Vi vælger at standse, fordi det simpelthen var for farligt at sætte efter den, siger Henrik Sveistrup til Ekstra Bladet.

Vagtchefen fortæller, at en patruljevogn nåede at følge efter bilen ad et par gader. Men der gik ikke meget mere end et lille minut, før chaufføren af patruljevognen besluttede at standse jagten.

En beboer i Hillerødgade, Nicolai, siger til Ekstra Bladet, at han godt nok har oplevet lidt af hvert på Nørrebro.

- Men det her var helt vanvittigt. Meget hasarderet. Jeg så en bil komme fra Lundtoftegade i sindssyg fart. Den kørte op på fortovet for at komme forbi fire biler inden om. Det foregik med 80 til 100 kilometer i timen. Så svingede den ad Hillerødgade og forsvandt i en røgsky af grus og støv fra metrobyggeriet, siger Nicolai til Ekstra Bladet.

- Folk kastede sig væk for at undgå at blive ramt, siger han også.

Henrik Sveistrup fortæller, at alle patruljevogne i området har fået besked om at være opmærksom på bilen.

- Det sker faktisk tit, at folk vælger at gasse op og køre væk, når politiet vælger at standse dem.

Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på tlf.: 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere