Bil og lastbil i ulykke: Motorvej spærret

Fynske Motorvej er spærret efter ulykke

E20 Fynske Motorvej er mandag formiddag blevet spærret i vestgående retning efter en ulykke ved Langeskov omkring klokken 10.26.

Det oplyser Fyns Politi til Ekstra Bladet.

- Der er tale om en bil og en lastbil, der er stødt sammen. Motorvejen er blevet spærret, siger vagtchef Kenneth Taanquist.

Han fortæller, at bilister derfor må køre af ved Nyborg V eller Langeskov og køre ad landevejen op til O3 ved Odense, hvor de kan køre på igen.

Vagtchefen oplyser, at der er sket personskade ved ulykken, men det er endnu uvist, hvor alvorligt det er.

Der er endnu ingen tidshorisont for, hvornår motorvejen kan åbne igen. Ifølge Vejdirektoratet forventes der først at være ryddet op til eftermiddag.