Bil påkører fodgængere og sårer 18 i Shanghai

Tre personer meldes alvorligt kvæstet, efter at en bil fredag kørte ind i en stor menneskemængde i Shanghai

Mindst 18 personer er kommet til skade under episoden, hvoraf tre er alvorligt kvæstede. Video: AP

En bil kørte fredag op på fortovet og ind i fodgængere i et travlt område af den kinesiske storby Shanghai.

Mindst 18 personer er kommet til skade under episoden, hvoraf tre er alvorligt kvæstede.

Det oplyser myndighederne i byen ifølge nyhedsbureauet AFP.

I en kort meddelelse fremgår det, at episoden skete omkring klokken ni lokal tid fredag morgen.

Bilen skulle ifølge nyhedsbureauet Reuters være brudt i brand. Det er dog uvist, om bilen allerede var i brand, da den ramte fodgængerne.

Branden er blevet slukket, og der er iværksat en undersøgelse af de nærmere omstændigheder omkring episoden.

Ifølge mediet The Paper, der er baseret i Shanghai, er der tale om en minibus, der kørte ind i adskillige mennesker, inden den blev bragt til standsning foran en Starbucks-café.

Øjenvidner fortæller ifølge The Paper, at forbipasserende forsøgte at få seks personer i bilen ud ved at knuse ruderne i køretøjet.

Andre vidner fortæller, at der var gascylindere i bilen.

Historien er siden blev fjernet fra The Paper's hjemmeside og erstattet af en kort erklæring fra regeringen i Shanghai.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere