Bil rullede rundt på mark: Mand på hospitalet

Nordjyllands Politi mistænker, at bilist var påvirket af spiritus

Ulykken fandt sted på hovedvej 11 vest for Brovst. Foto: Rene Schütze
Ulykken fandt sted på hovedvej 11 vest for Brovst. Foto: Rene Schütze

En 31-årig mand blev kørt på hospitalet mandag aften, efter at han mistede herredømmet over sin bil, der rullede rundt flere gange på en mark vest for Brovst i Nordjylland.

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 21.59.

- Vi fik en anmeldelse om et solouheld, hvor bilen var kastet rundt. Bilen er totalskadet og fuldstændig ødelagt, oplyser vagtchef Per Jørgensen til Ekstra Bladet.

Foto: Rene Schütze
Foto: Rene Schütze

Bilisten blev efterfølgende kørt til Aalborg Universitetshospital med ambulance.

- Han har pådraget sig skader, men han er uden for livsfare, siger vagtchefen.

Meget tyder på, at ulykken skyldes høj fart, da bilen først standsede efter at have tilbagelagt 200-300 meter på en mark.

- Der er mistanke om, at han var påvirket af spiritus og kørte med meget høj hastighed, siger vagtchef Per Jørgensen.

Foto: Rene Schütze
Foto: Rene Schütze