Bil totalskadet efter stenkast fra bro: 8-årig dreng står bag

Syd- og Sønderjyllands Politi har søndag eftermiddag afsluttet efterforskningen af stenkastsag fra Hovborg ved Vejen

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at en otte-årig dreng var i selskab med to jævnaldrende, da han lørdag aften kastede en sten ud fra en bro. Foto: Colourbox
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at en otte-årig dreng var i selskab med to jævnaldrende, da han lørdag aften kastede en sten ud fra en bro. Foto: Colourbox

Tre otte-årige børn - to drenge og en pige - står bag et stenkast fra en bro over hovedvejen Grindstedvej (rute 425), hvor en bil lørdag aften blev totalskadet.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, som søndag har haft afsat massive ressourcer til sagen.

Hændelsen fandt sted omkring klokken 18, da bilisten passerede en bro ved Baldersbækvej i Hovborg nord for Vejen.

- Da han passerer broen, er der en sten, der rammer bilen og gør stor skade. Bilisten ser faktisk også to drenge og en pige, som det siden lykkedes ham at få fat på, siger Erik Lindholdt til Ekstra Bladet.

Der var tale om tre otte-årige børn. Bilisten fik siden fat i børnenes forældre, og politiet blev også søndag orienteret.

Erik Lindholdt fortæller, at det er en alvorlig sag.

- Bilen er blevet totalskadet. Hvis stenen var gået gennem frontruden på bilen, kunne den have medført alvorlig personskade, siger Erik Lindholdt.

I stedet ramte stenen bilens såkaldte A-stolpe, som bærer karosseriet.

På grund af sagens karakter har politiet søndag haft spærret Rute 425 ved gerningsstedet. Her har hundeførere afsøgt området. Blandt andet for at lede efter spor.

Erik Lindholdt fortæller, at det egentlig ikke har at gøre med, at der er nogen tvivl om, hvem der har kastet stenen.

- Det er sagens karakter, der gør, at vi afsætter ressourcer, siger Erik Lindholdt.

Ifølge Erik Lindholdt er det en af drengene, som udførte selve stenkastet.

Fordi børnene er så små, så giver det ikke megen mening at afhøre dem. Derfor har politiet alene talt med børnenes forældre.

Men sagen er ikke slut endnu.

- Der kommer til at køre noget erstatningsmæssigt. Og så vil der formentlig også blive fulgt op i SSP-regi, forklarer Erik Lindholdt.

De tre børn er alle 'pæredanske', som Erik Lindholdt udtrykker det.