Bilen beslaglagt: Kørte uden kørekort fem gange på tre år

25-årig fældet af politiets Automatisk NummerPladeGenkendelse ANPG

En 25-årig mand var åbenbart ikke helt tilfreds med at blive genkendt af politiets kamera, der kan genkende nummerplader. Manden stak nemlig af fra politipatruljen efter at være blevet stoppet.

Politiet blev opmærksomme på den 25-årige bilist, da det automatiske system, ANPG, gav udslag på Vester Alle i Aarhus. Ejeren af bilen skulle angiveligt være frakendt retten til at køre bil.

Betjentene ville derfor anholde bilisten i lyskrydset mellem Vester Alle og Thovaldsensgade.

Gassede op - og var væk
- En af betjentene steg ud for at tage kontakt til føreren. Men kort før betjenten nåede helt hen til bilen, gassede føreren op og kørte overfor rødt lys, oplyser Østjyllands Politi.

Betjentene satte efter med fuld udrykning, mens bilisten under sin flugt blandt andet kørte ind over en spærrelinje. Til sidst gav den 25-årige op og holdt ind til siden, hvorefter han blev anholdt.

Ifølge Østjyllands Politi er manden fradømt kørekortet fem gange på tre år.

- Hans bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation, oplyser politiet.

Den 25-årige mister ikke kun sin bil. Han bliver også sigtet for at køre over for rødt lys, over en spærrelinje og for ikke at gøre, hvad politiet siger.