Bilfærge brager ind i mole: Flere fik knubs og meget væltede

Færgen Hamlet ramte molen i Helsingborg med 7 km/t., oplyser driftsdirektør hos HH Ferries

Færgen Hamlet var onsdag klokken 12.50 impliceret i en ulykke, da færgen ramte molen i Helsingborg med cirka 4 knob svarende til 7 km/t. Foto: HH Ferries Group
Færgen Hamlet var onsdag klokken 12.50 impliceret i en ulykke, da færgen ramte molen i Helsingborg med cirka 4 knob svarende til 7 km/t. Foto: HH Ferries Group

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Bilfærgen Hamlet stødte onsdag klokken 12.50 ind i molen i Helsingborg med en sådan kraft, at der efterfølgende måtte bruges 11 timer til at rydde op på færgen og klare en mindre reparation, inden den kunne indsættes i drift igen kort efter midnat.

Det oplyser driftsdirektør hos HH Ferries og overfarten Helsingør-Helsingborg, Jens Ole Hansen, til Ekstra Bladet.

Indtil videre er årsagen til sammenstødet uklar, men de foreløbige undersøgelser viser, at færgen ramte molen med cirka 7 km/t.

- Konsekvensen var, at der væltede en masse ting om bord på færgen i vores butikker, siger Jens Ole Hansen til Ekstra Bladet.

Der var 113 passagerer om bord samt mange besætningsmedlemmer. En passager måtte efterfølgende køres til behandling på sygehuset med smerter i armen. Flere besætningsmedlemmer pådrog sig knubs.

Ifølge Jens Ole Hansen lyder 7 km/t måske ikke af så meget. Det svarer til løb i luntetempo. Men driftsdirektøren forsikrer om, at alle har lagt mærke til sammenstødet.

- Man kan absolut mærke det, siger driftsdirektøren.

De fleste passagerer var på tidspunktet for sammenstødet enten på vej til deres biler, hvis de ikke allerede havde sat sig ind i dem. Men der var også et antal gående passagerer, som altså ville have svært ved at undgå at vælte, hvis de ikke havde fat i noget.

Efter sammenstødet måtte personale bruge 11 timer på at rydde op om bord og på at få repareret en skade på færgen.

Færgen blev indsat i drift igen kort efter midnat.

- Vi er i gang med at undersøge årsagen, siger Jens Ole Hansen.

Myndighederne er orienteret om ulykken.

HH Ferries står hvert år for 50.000 overfarter mellem Helsingør og Helsingborg.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere