Bilist røg i grøften med promille på 2,68: Anholdt af politiet

Nu er mandens bil blevet beslaglagt

En 42-årig bilist fra Nordjylland havde svært ved at styre både sin bil og sin brandert onsdag aften.

Manden drønede nemlig direkte i grøften efter at have påkørt et skilt i krydset mellem Luneborgvej og Vildmosevej nær Tylstrup, skriver nordjyske.dk.

Et vidne - som så den skæbnesvangre afslutning på kørslen - kontaktede omgående politiet, der rykkede ud.

Vidnet kunne forklare, at bilisten virkede 'plørefuld.'

Den observation var åbenbart ikke helt skæv. For den 42-årige spritbilist kunne i den grad få gang i alkoholmeteret.

-  Ved første udåndingsprøve viste alkometeret 2,68. Det er rigtig meget, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen til nordjyske.dk.

Bilisten fik lov til at puste endnu en gang - og her var resultatet det samme.

Manden fik derfor sin bil beslaglagt på stedet.

Bilisten kom ikke til skade ved sammenstødet med skiltet.