Bilist stoppet med nummerplade fra 1997: 'Undskyld. Jeg havde travlt'

En mand havde en usædvanlig forklaring klar, da politiet stoppede ham med meget forældede plader på bilen

Politiet har delt et billede af synderens nummerplade. Foto: Slidell Police Department
Politiet har delt et billede af synderens nummerplade. Foto: Slidell Police Department

De fleste af os kender til at have lidt travlt. Men det er nok de færreste, der mener, at de har haft så rygende travlt de sidste 23 år, at de ikke har haft tid til et simpelt lille gøremål.

Men det gjorde sig gældende for en mand fra Louisiana, der for nylig blev stoppet af betjente fra Slidell Police Department, fordi hans nummerplade ikke var blevet fornyet siden 1997.

Det beretter politiet selv på deres Facebook-side, og siden har blandt andre CNN skrevet historien.

Da manden blev spurgt, hvorfor han ikke havde fornyet pladerne de sidste 23 år, svarede han ifølge betjentenes genfortælling: 'Undskyld, betjent. Jeg har haft travlt på det sidste og fuldstændigt glemt at betale min registreringsafgift. Jeg gør det så snart jeg kommer hjem!'

Facebook-opslaget melder ikke noget om, hvorvidt manden endte med at få en bøde for sin årelange forglemmelse.

I den amerikanske stat Louisiana er det lovpligtigt at forny sin nummerplade hvert andet år, skriver CNN.