Bilist taget med vanvidsfart på skolevej: 'Bekymrende'

Kørte mere end dobbelt så hurtigt som tilladt i byzone

En bilist har torsdag morgen haft en alt for tung fod på speederen, da han kørte igennem Frederikssund.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Politiet har foretaget fartmåling på Byvej, som af politiet er karakteriseret som en skolevej, og her er en bilist blevet målt til at have kørt 111 km/t på en strækning, hvor det kun er tilladt at køre 50 km/t.

Målingen er foretaget omkring klokken 8, hvor der altså har været skolebørn i trafikken, oplyser pressekoordinator Henriette Døssing til Ekstra Bladet.

I et tweet kalder politiets færdselsafdeling hastigheden for 'bekymrende'.

- Vi håber, at de øvrige bilister derude ikke har nær så travlt som den pågældende har, for det er en temmelig voldsom overskridelse af hastighedsgrænsen, må man sige, siger Henriette Døssing.

Bilisten kan nu se frem til en klækkelig bøde samt en ubetinget frakendelse af kørekortet som konsekvens af den høje fart, der altså var mere end det dobbelte af den tilladte.

- Vi så gerne, at folk overholder hastighedsgrænserne, for det er forbundet med fare både for en selv og andre, når man kører så hurtigt, siger Henriette Døssing.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere