Bilist vred over p-afgift: Tæt på at køre mor og barn ned

En bilist gik ifølge sigtelsen amok og bragte flere i livsfare, fordi han fik en p-afgift i vinduesviskeren

En bilist er fængslet i 13 dage, fordi han angiveligt truede en p-vagt og var tæt på at køre ham og en tilfældig kvinde med barnevog ned i vrede. (Foto: Benjamin Kürstein)
En bilist er fængslet i 13 dage, fordi han angiveligt truede en p-vagt og var tæt på at køre ham og en tilfældig kvinde med barnevog ned i vrede. (Foto: Benjamin Kürstein)

En mor med en barnevogn måtte springe for livet, da en bilist i vrede over en p-afgift først kørte hen mod p-vagten, der sprang til side, og derefter fortsatte kørslen ad Viktoriagade i København, hvor kvinden med barnevognen krydsede vejen.

Den 50-årige bilist blev i dag varetægtsfængslet for 13 dage i Københavns dommervagt, sigtet for at have udsat både p-vagtens, kvindens og barnets liv for overhængende fare. Han sigtes også for trusler mod p-vagten, der har forklaret politiet, at den vrede bilist råbte: - Tag den tilbage, eller jeg skyder dig.

P-afgiften på 510 kr. er således blevet en meget mere alvorlig sag, hvor bilisten nu kan se frem til en fængselsdom, hvis han bliver kendt skyldig.

Dramaet skete cirka klokken 17.55 mandag, hvor den 50-årige havde parkeret i cirka fem minutter i Abel Cathrinesgade. Efter de havde kørt cirka 80 meter gjorde mandens kæreste ham opmærksom på, at der altså sad en p-afgift i frontruden.

- Jeg blev gal og ophidset
- Jeg stoppede bilen og tog fat i p-afgiften. Jeg syntes, det var uretfærdigt og jeg blev gal og ophidset, forklarede den 50-årige i dommervagten. Mens ruden var rullet ned og p-vagten stod cirka to meter fra bilen råbte den 50-årige - ifølge sin forklaring: 'Det kan de godt skyde en hvid pind efter, vi mødes i retten'. Han benægtede, at han havde truet med at skyde p-vagten.

Ifølge sigtelsen kørte den 50-årige derefter frem mod p-vagten med cirka 30 km/t, så p-vagten måtte springe til side for at undgå at blive påkørt. I dommervagten sagde den 50-årige, at han var kørt fra stedet med hjulspin, men hastigheden var kun 20 km/t.

Han kørte videre ad Viktoriagade, hvor en kvinden med barnevognen var ved at krydse vejen.

Ifølge sigtelsen måtte kvinden springe til side for at undgå at blive påkørt, men det benægter bilisten:

- Jeg bremsede og drejede mod venstre, og var ikke i nærheden af at ramme hende. Det kan godt være, at hun blev forskrækket. Hun stoppede op, og lod mig køre uden om, sagde den 50-årige.

Den 50-årige blev varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen, fordi sagens grovhed gør, at han ikke bør være på fri fod.

Var det dig, der var ved at blive kørt ned? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere