Bilister i vildt skænderi: Kastede med burgere og sodavand

En almindelig køretur endte noget dramatisk for en 27-årig mand og hans ven

En køretur endte lettere dramatisk for to mænd på henholdsvis 27 og 25 år i Birkerød i Nordsjælland. Da de to mænd kom kørende ad Birkerød Kongevej, blev de mødt af anden personbil med en kvindelig chauffør og en mandlig passager.

Bilen var på vej ud fra fra McDonalds og havde i den forbindelse overset sin vigepligt.

Det resulterede i, at den 27-årige fører måtte bremse hårdt op.

Af uransagelige årsager gjorde opbremsningen den mandlige passager i kvindens bil meget ophidset. Han steg ud af bilen og begyndte at kaste burgere og sodavand efter den 27-åriges bil. Herefter rev han i døren i førersiden og slog på forruden.

Også den kvindelige chauffør var tydeligvis provokeret af episoden og havde i mellemtiden blokeret vejen med sin bil, så den 27-årige mand var nødt til at køre uden om for at komme væk.

Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Parret lod ikke den 27-årige slippe af sted uden videre. Efter lidt tid bemærkede den 27-årige, at parret fulgte efter ham.

Han hørte en høj lyd, som var en lighter, der blev kastet mod bilen, hvorpå han kørte ind til siden. Det samme gjorde den anden bil, og den ophidsede mandlige passager trådte igen ud og begyndte at råbe af den 27-årige mand og truede med at slå.

Den 27-årige fik dog beroliget manden, og parterne kørte hver til sit. Nogle timer efter episoden valgte den 27-årige alligevel at anmelde hændelsen til politiet.

- Ved den her form for vejvrede kan man blive vurderet til, at have forstyrret den offentlige orden - og det er noget, som man kan få en bøde for, da det er en overtrædelse af ordensbekendtgørelse. I denne her sag har vi registreret hændelsen, men gør umiddelbart ikke yderligere ved den, da selve anmeldelsen er kommet nogle timer senere end episoden, siger Henrik Rasmussen, politikommisær i Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

De to personer i bilen beskrives som:

Kvinden: 30-40 år, almindelig af bygning, dansk af udseende, hvid i huden med langt lyst hår.

Manden: 30-40 år, 180-190 cm., kraftig af bygning, dansk af udseende, hvid i huden med fuldskæg og mellemlangt brunt hår, som var sat op i en knold. Iført grå hættetrøje med ukendt skrift, sorte Mascot arbejdsbukser. Talte dansk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere