Bilister måtte bremse: Beruset par skændtes på motorvej

Beruset par skændtes midt på motorvej E45 ved Aalborg

Nordjyllands Politi var onsdag aften på en svær opgave ved motorvej E45 ved Aalborg.

Her gik et beruset par rundt og skændtes ved motorvejen for så til sidst at bevæge sig ud på kørebanen, hvor biler måtte foretage hårde opbremsninger. Det gjorde det mere end svært for politiet at få fat i det berusede par, skriver Nordjyske.dk.

Både den 29-årige mand og den 25-årige kvinde var tæt på at blive påkørt, oplyser vagtchef Per Jørgensen til mediet.

Parret havde også skabt uro i en opgang i det østlige Aalborg tidligere på aftenen.

Begge blev sat i detentionen natten over og nu venter både tømmermænd og afhøring hos politiet torsdag morgen.

Politiet sigter dem for at overtræde ordensbekendtgørelsen.