Biljagt endte galt: Ramte et træ

Nordsjællands Politi satte natten til lørdag efter en Audi, men føreren endte med at bringe sig selv til standsning, da han ramte et træ - nu er han fængslet

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Kort efter klokken 1 natten til lørdag var Nordsjællands Politi involveret i en hæsblæsende biljagt, som også havde en dramatisk afslutning.

En 53-årig mand i en Audi valgte nemlig i høj fart at forsøge at stikke af fra politiet, men de fik efter mange kilometer fat på ham, da han sluttede jagten af med at ramme et træ.

- Vi har haft en eftersættelse efter en Audi, som patruljen får øje på.

- Det startede faktisk i Helsingør, og så kører man mod Hillerød, men drejer mod Hornbæk og så tilbage mod Helsingør, fortæller vagtchef Jakob Tofte ved Nordsjællands Politi.

Manden bragte altså sig selv til standsning, da han ramte et træ, men han kom ikke noget til i sammenstødet. Manden var desuden tæt på at ramme en cyklist under kørslen.

- Man kører i hvert fald markant hurtigere, end det er tilladt. Han var i den forbindelse også ved at påkøre en cyklist, men der er ikke nogen, der er kommet noget til. Han har været ovre i den modsatte vejbane, hvor han har ramt kantstenen så hårdt foran cyklisten, at det slog gnister, fortæller vagtchefen.

Varetægtsfængslet
Ved et grundlovsforhør i Retten i Lyngby lørdag er manden blevet varetægtsfængslet for hasarderet kørsel på en særligt bestyrket mistanke, oplyser anklager Ann Künow til Ekstra Bladet.

Den 53-årige sigtes for at have kørt uden førerret, for at have været til fare for andres liv og førlighed samt spirituskørsel. Bilisten havde en promille over det tilladte, men det skal bekræftes af en blodprøve.

- Der er taget blodprøver på ham, så det vil selvfølgelig blive undersøgt, siger Ann Künow.

Søger vidner
Ifølge TV 2 Lorry har manden på et tidspunkt kørt 80-100 kilometer i timen gennem en smal gade og 180-200 kilometer i timen på landeveje.

Politiet har ikke været i kontakt med cyklisten efter uheldet, og de leder derfor nu efter personen.

- Det er sket ud for Nordre Strandvej 92, og vi vil meget gerne i kontakt med cyklisten eller vidner til episoden, siger vagtchefen.

Manden er varetægtsfængslet frem til 19. december.