Biljagt endte på hovedgade: Politiet søger flygtede personer

To personer er flygtet efter en biljagt, der endte i Søborg. Politiet beder om hjælp fra vidner

En patrulje hos Københavns Politi meldte klokken 14.34, at de eftersatte et køretøj.

- De kører fra vores kreds ind over Vestegnens politikreds, hvor flugten ender på Søborg Hovedgade, fortæller Thomas Hjermind, der er vagtchef hos Københavns Politi.

På gaden i Søborg kører bilen galt, hvorefter bilens chauffør og en passager flygter fra stedet.

Biljagt på Søborg Hovedgade. Foto: Bjørn Nielsen/Byrd
Biljagt på Søborg Hovedgade. Foto: Bjørn Nielsen/Byrd
 

Politiet satte efter de to personer, men uden held.

Hvorfor patruljen satte efter bilen i første omgang er endnu uvist.

- De har fattet interesse for bilen, og så har de markeret til den, at den skulle stoppe. Men det gjorde den ikke, og så sætter patruljen efter dem, siger Thomas Hjermind.

Han fortæller, at der kun er tale om materielle skader i forbindelse med eftersættelsen og uheldet på Søborg Hovedgade.

- Nu er vi så i gang med de tekniske undersøgelser i og omkring bilen, så vi forhåbentligt kan fange dem, siger vagtchefen.

Han fortæller, at politiet endnu intet signalement har på de to flugtbilister og opfordrer borgere, der kan have overværet uheldet eller set dem flygte til at kontakte dem på 1-1-4.