Bill Clinton forlanger journalister løsladt i Myanmar

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton opfordrer Myanmar til at løslade journalister fra Reuters

Presset på Myanmar for at løslade to fængslede journalister fra nyhedsbureauet Reuters tager til.

Senest er USA's tidligere præsident Bill Clinton gået i forbøn for journalisterne, der blev anholdt for cirka en måned siden.

Forinden havde de rapporteret om overgreb mod rohingyaer i delstaten Rakhine.

Clinton opfordrer Myanmar til "omgående at løslade" de to.

- En fri presse er afgørende for et frit samfund. Tilbageholdelse af journalister er alle steder uacceptabelt, skriver Clinton i et tweet natten til tirsdag dansk tid ifølge Reuters.

Den 31-årige Wa Lone og den 27-årige Kyaw Soe Oo blev fængslet 12. december.

Ifølge nyhedsbureauet AP bliver retssagen mod journalisterne indledt onsdag.

FN, USA, Storbritannien, Sverige og Bangladesh er blandt dem, der har krævet, at Myanmar frigiver journalisterne eller klarlægger alle omstændigheder omkring deres anholdelse.

FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, sagde i december ifølge CNN, at anholdelsen af de to var bekymrende i forhold til "nedbrydningen af pressefriheden i landet".

Journalisterne risikerer op til 14 års fængsel.

- Vi har ikke gjort noget forkert. Vi har aldrig krænket medielovgivningen eller etiske regler, sagde Wa Lone efter et retsmøde 27. december, hvor fængslingen af de to blev forlænget.

Journalisterne menes at have haft dokumentation, som handler om hærens overgreb mod de muslimske rohingyaer i delstaten Rakhine.