Birnas mystiske forsvinden: Nu er to personer anholdt med hjælp fra Danmark

En 20-årig kvinde er på mystisk vis forsvundet efter en bytur. Nu har politiet i Island anholdt to personer 

Her ses Birnu Brjánsdóttur gå ned ad en gade i Reykjavik tidligt lørdag morgen. Video: Islandsk Politi

En mystisk forsvindingssag har de seneste døgn rystet Island.

Lørdag morgen tog 20-årige Birna Brjáns­dótt­ur hjemad efter en bytur i hovedstaden Reykjavik, men siden har ingen set hende.

I løbet af ugen har politiet i Island forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med den unge kvinde, og senest har det grønlandske skib Polar Nanoq været i søgelyset.

Og nu er to besætningsmedlemmer fra skibet anholdt, mens et tredje medlem af besætningen også er blevet taget med på stationen, skriver flere islandske medier.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra efterforsker Grími Grímssyni hos politiet i Island, men ifølge politiets hovedkvarter har han ikke tid til at tale med os lige nu.

Han har dog bekræftet over for flere medier, at to personer er anholdt.

Dansk hjælp
Ifølge politiet fik den islandske specialstyrke hjælp fra den danske forsvarskommando og skibet HMDS Triton.

Efter sigende hjalp det danske skib med at fragte specialstyrke ud på den mistænkelige båd.

- Vores skib Triton har støttet islandsk politi. Triton var på vej på en i forvejen planlagt sejlads fra Island til Grønland, og her kontakter Islands politi så Arktisk Kommando og beder om assistance fra Triton, siger Erik Bøttger, der er pressetalsmand hos Værnsfælles Forsvarskommando, til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

 

Værnsfælles Forsvarskommando i Danmark kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men islandske medier skriver, at Triton skulle hjælpe med at få et grønlandsk skib på vej til Grønland fra Island tilbage til Island.

Efter at skibets besætning er blevet gjort opmærksom på, at politiet vil have fat i det, er trawleren vendt om mod udgangspunktet. Men inden da har politiet besluttet selv at opsøge båden og anholde de mistænkte.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Mystisk rød bil
Birna Brjánsdóttur havde været i byen i det indre Reykjavik, da hun lørdag morgen ville gå hjemad. Først gik hun dog forbi et grillsted og fik noget mad.

Derefter har ingen set hende, men hendes telefonsignal er registreret flere steder i byen. Blandt andet næsten 13 kilometer fra grillstedet. Der er dog ikke så lang tid imellem modtagelsen af de forskellige signaler, at Birna kunne have taget turen til fods.

Derfor har politiet ifølge Visir.is haft fokus på en rød Kia Rio, som er set og filmet nogle af de steder, Birna var og på omkring samme tidspunkt. Bilen var en udlejningsbil, og man har mistænkt, at lejeren har forladt landet - ifølge Visir.is kan det have været med det grønlandske skib.

Politiet har dog endnu ikke bekræftet, at pigen faktisk har kørt med den røde bil, og derfor kan man heller ikke med sikkerhed sige, at der er sammenhæng mellem køretøjet, det grønlandske skib og den unge kvindes færden.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere