Bizar sag om mand på flugt: Nu må vi igen skrive eksrockers navn

Østre Landsret har afgjort en sag om navneforbud på en tidligere Hells Angels-rocker, der har været på flugt i månedsvis efter et skyderi

Først blev Mikkel Søder efterlyst sådan her, så måtte man ikke vise hans foto længere. Men det må man godt igen. Foto: Politiet
Først blev Mikkel Søder efterlyst sådan her, så måtte man ikke vise hans foto længere. Men det må man godt igen. Foto: Politiet

En bizar skudsag fra Nordsjælland har haft et lige så bizart forløb i forhold til en mand, der er på flugt og eftersøgt internationalt af politiet.

Manden, den 31-årige Mikkel Søder, tidligere medlem af Hells Angels er sigtet for drabsforsøg mod en 29-årig mand i Plejelt i Nordsjælland.

Stjal bil med hund
Skudsagen fik en større omtale, eftersom den havde taget en speciel drejning. Den mand, som blev beskudt havde nemlig kastet sig ind i en tilfældig borgers bil for at slippe væk og var kørt af sted. Og på bagsædet - viste det sig - lå borgerens 15 år gamle labrador. Sagen talte dermed til alle dyrevenners hjerter, og bil og hund blev efterlyst. Et døgn efter blev både bil og hund fundet.

Den 1. maj valgte Nordsjællands Politi så offentligt at efterlyse den 31-årige Mikkel Midtgaard Søder som mistænkt for at have skudt efter manden, der snuppede bil og hund. Søder blev i efterlysningen betegnet som muligt farlig, og de fleste medier skrev om ham, ligesom Ekstra Bladet bragte adskillige artikler om ham og hans fortid.

Mikkel Midtgaard Søder, her som 20-årig, er han anholdt i en tidligere sag. Han går med hætten over hovedet blandt politifolk. Foto: Johnny Frederiksen.3 Krimi Eks-rocker efterlyst: Her er hans brutale fortid

Og nu tog også omtalen af Mikkel Søders person en bizar drejning.

For i forbindelse med et retsmøde i juni, hvor Mikkel Søder skulle fængsles i såkaldt in absentia - altså uden at være til stede, da han stadig var på flugt, valgte retten i Helsingør at beskytte den eftersøgte eksrocker med et navneforbud.

Det blev dermed forbudt at skrive den efterlyste mands navn og vise hans billede.

Hans forsvarsadvokat Torben Brøndum Rasmussen havde som argument fremhævet, at det af politiets efterforskning fremgik, at der var trusler mod Mikkel Søder.

Anklageren i sagen protesterede ikke mod navneforbuddet, og retten i Helsingør valgte at efterkomme forsvarerens ønske samtidigt med at der blev afsagt kendelse om fængsling med henblik på international arrestordre.

Nordsjællands Politi  efterlyste Mikkel Søder  Foto: Politiet
Nordsjællands Politi efterlyste Mikkel Søder Foto: Politiet
 

190 cm. høj med grønne øjne

På Nordsjællands Politis hjemmeside, hvor efterlysningen af den muligt farlige mand var lagt ud 1. maj, kunne man nu se, at navn og foto blev taget af, så offentligheden ikke længere kunne se, hvem den efterlyste, eftersøgte og muligt farlige mand så ud. Dog var beskrivelsen af ham der stadig:  190 cm. høj, kraftig, med mørkt hår og grønne øjne.

Ekstra Bladet kærede

Ekstra Bladet valgte at kære navneforbuddet til Østre Landsret med henvisning til det groteske i, at en mand på flugt, der beskrives som muligt farlig, som er offentligt omtalt flere gange og udmærket er klar over, at han er efterlyst af politiet kan nyde rettens beskyttelse i form af et navneforbud.

Østre Landsret har i dag valgt at ophæve navneforbuddet på Mikkel Søder. Hensynet til videst mulig offentlighed i straffesager må veje tungere end hensynet til Mikkel Søder, mener Østre Landsret efter en samlet vurdering.

- Da offentlig gengivelse af Mikkel Midtgaard Søders navn m.v i forbindelse med denne straffesag herefter ikke findes at udsætte nogen for unødvendig krænkelse, ændrer landsretten byrettens kendelse og ophæver navneforbuddet, skriver Østre Landsret.   

Nordsjællands Politi har i dag ikke en kommentar til ophævelsen af navneforbuddet.

- Under retsmødet i Helsingør var der ikke en protest fra anklagerens side mod navneforbud, kan I sige hvorfor?

- Ved en beklagelig fejl fik anklageren ikke gjort dommeren opmærksom på, at Mikkel Søder allerede var efterlyst med navn og billede. Dette kunne muligvis have påvirket dommerens beslutning, lyder det fra Nordsjællands Politi.

 

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere