Bizar scene i amerikansk lufthavn: Her bliver fuld andenpilot anholdt

Passagerer taler om 'kaos', efter de blev bedt om at forlade indenrigsfly umiddelbart før take-off

En andenpilot på et American Airlines-fly blev lørdag anholdt og mistænkt for at være fuld på jobbet. (Foto: AP)
En andenpilot på et American Airlines-fly blev lørdag anholdt og mistænkt for at være fuld på jobbet. (Foto: AP)

En mandlig andenpilot fra flyselskabet American Airlines blev lørdag anholdt og lagt i håndjern i lufthavnen i Detroit, umiddelbart før flyet skulle lette med kurs mod Philadelphia.

Det fortæller Skynews, som har talt med flere passagerer, der var om bord på afgangen, og som siden blev bedt om at forlade flyet.

Passagererne taler om kaos, efter at den planlagte flyvetur pludselig ikke blev til noget. Den blev afbrudt, da betjente kom om bord på flyet og siden forlod flyet igen med flyets andenpilot, der blev lagt i håndjern på flyvepladsen ved siden af flyet.

Han er sigtet for at have haft en alkoholpromille i blodet, der var højere end politiet tillader.

En af passagererne har taget et foto af hændelsen, som siden er blevet bragt på twitter.

- Jeg kom ved et tilfælde til at se ud af vinduet på flyet og så til at begynde med en politibil. Omkring fem minutter senere så jeg dem faktisk tage en pilot med om på siden af politibilen, hvor han fik håndjern på, siger Delaney Bradley.

- Der var en masse ballade. Da vi først kom fra bord, lod der til at være enormt kaos. Folk forsøgte at få svar på, hvad der skete. Vi vidste, at vi ikke ville kunne nå vores fly videre fra Philadelphia, fortsætter hun.

En anden passager siger til Skynews:

- For at være ærlig nægtede jeg at tro på det. Jeg kunne ikke tro på, at noget som det kunne ske, og at han kunne komme så tæt på et fly.

Andenpiloten blev bedt om at puste i et alkometer, ligesom han også dumpede to ædruelighedstest, som også udføres på de kanter. Herefter blev han anholdt, forlyder det i politiets rapport fra stedet ifølge Skynews.

Lufthavns-talsmand Michael Conway siger, at den uidentificerede mand, som menes at være omkring de 50 år og fra Pennsylvania, senere blev løsladt.

Politiets anklagemyndighed vil senere afgøre, om manden skal tiltales for forholdet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere