Bizar voldssag: Satte ild til kvindes hår

26-årig kvinde fængslet i brutal voldssag fra København

Det er en grotesk og brutal voldssag, der tilsyneladende har udspillet sig i en lejlighed i København for et par dage siden.

En kvinde er blevet anholdt og blev i dag fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling i den sag.

Politiet holder kortene tæt til kroppen, og grundlovsforhøret fandt sted bag lukkede døre.

Men af sigtelsen mod den anholdte kvinde fremgår det, at et kvindeligt offer den 3. januar fra om natten til næste morgen blev holdt tilbage i en lejlighed.

Trådte i ansigtet
Her blev hun udsat for særlig rå og farlig vold ved, at der blev sat ild til hendes hår, ligesom hun fik adskillige knytnæveslag i ansigtet.

Gerningsmændene hoppede desuden på hendes krop og trådte hende i ansigtet og i følge sigtelsen mod den nu anholdte kvinde blev offeret også bundet med ledning og tape til en radiator og fik sprøjtet et rengøringsmiddel i det ene øje.

Den 26-årige kvinde er sigtet for at have begået volden sammen med to personer, politiet endnu ikke har fundet frem til.

Offeret blev i følge sigtelsen mod den anholdte truet med at blive slået ihjel med en overdosis, ligesom hun fik sprøjtet et ukendt stof ind i sin ene hånd.

Volden fandt sted i et misbrugsmiljø, erfarer Ekstra Bladet.

Københavns Politi vil ikke kommentere sagen - ej heller oplyse noget om relationerne mellem offer og den mistænkte i sagen.

Den 26-årige anholdte kvinde nægter sig skyldig. Hun er dog fængslet i foreløbig 13 dage.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere