Blev befriet fra Taliban efter fem år: Nu er han anholdt

En canadisk mand er blevet anholdt og sigtet for adskillige lovovertrædelser

34-årige Joshua Boyle er blevet anholdt og fremstillet for flere grove forbrydelse, kun få måneder efter han kom hjem fra fangenskab. Foto: AP
34-årige Joshua Boyle er blevet anholdt og fremstillet for flere grove forbrydelse, kun få måneder efter han kom hjem fra fangenskab. Foto: AP

Den 34-årige Joshua Boyle og hans familie blev i oktober sidste år verdenskendt, da de blev befriet fra deres fangenskab hos Taliban, hvor de havde befundet sig i fem år.

Her stod de frem med deres historie, efter deres fem års mareridt, som ifølge Boyle blandt andet stod på voldtægter af hans kone og drab på et barn, de fik under opholdet.

Billeder fra en af de videoer, som blev sendt hjem til parrets familier. Foto: AP 112 - 14. okt. 2017 - kl. 08:56 Canadisk familie holdt som gidsler i fem år: - Bortførere dræbte vores nyfødte datter

Nu er Joshua Boyles navn igen dukket op i alverdens medier, men denne gang er det ikke nogen solstrålehistorie, han er hovedperson i.

Tværtimod blev han onsdag fremstillet i retten i Canadas hovedstad Ottawa, hvor han er sigtet for 15 forhold, heriblandt vold og seksuelle overgreb.

Det skriver BBC.

De mange overtrædelser skal have fundet sted efter han og hans kone og deres tre børn kom hjem, efter de blev reddet af pakistanske soldater fra Taliban.

Billede af familien, som blev offentliggjort af Taliban i december 2016. Foto: Taliban Media via AP
Billede af familien, som blev offentliggjort af Taliban i december 2016. Foto: Taliban Media via AP
 

Stribe af sigtelser
På grund af navneforbud i sagen, er det ikke tilladt at komme med oplysninger, der kan lede til identificering af hans ofre eller nogen vidner eller anmeldere i sagen.

Det er dog oplyst, at han i alt er sigtet for otte tilfælde af vold, to seksuelle overgreb, to tilfælde af ulovlig fangenskab og et tilfælde af at have givet politiet urigtige oplysninger. Derudover er han sigtet for at have fremsagt dødstrusler og for at få nogen til at indtage giftige stoffer.

Joshua Boyle nægter sig skyldig i alle anklager, lyder det fra hans advokat, Eric Granger.

- Han har aldrig været i problemer før. Der er ikke blevet fremsat nogen beviser endnu, hvilket er typisk på dette tidlige tidspunkt. Vi ser frem til at modtage bevismaterialet og forsvare ham mod anklagerne, siger forsvareren til BBC.

Møde med premierminister får kritik
Joshua Boyle og hans kone blev taget til fange i Afghanistan i 2012, da de rejse rundt i Asien. De har fået deres tre børn i fangenskab, og ifølge Joshua Boyle selv fik de altså et barn mere, som siden blev dræbt.

Parret mødtes i december med den canadiske premierminister Justin Trudeau, og der bliver nu stillet spørgsmål ved, hvem der får lov til at mødes med premierministeren i lyset af den seneste anholdelse, skriver CBC Canada.

Joshua Boyle har tidligere været gift med søsteren til canadieren Omar Khadr, der har siddet i fangenskab i Guantanamo for forbrydelser mod USA.