Blev eftersøgt i Danmark: Nu er hun fundet dræbt

23-årige tyske Nathalie Minuth havde i over en uge været eftersøgt i både Danmark og Tyskland. Lørdag blev liget af den unge kvinde fundet et stenkast fra den danske grænse

Den 23-årige kvinde blev efter to ugers forsvinden fundet død. Foto: Politifoto
Den 23-årige kvinde blev efter to ugers forsvinden fundet død. Foto: Politifoto

En større eftersøgning har været i gang i det nordligste Tyskland, siden 23-årige Nathalie Minuth forsvandt 17. august. Det skriver tyske Bild og det lokale medie Nordbuzz.de.

Lørdag morgen fandt en kvinde, der var ude at lufte sin hund, frem til et tildækket lig af en kvinde på en mark lidt mere end tre kilometer fra den dansk/tyske grænse ved Tønder.

Tysk politi har ifølge medierne identificeret liget ved hjælp af en DNA-test og bekræftede onsdag, at det var den savnede Nathalie Minuth, der var tale om. Der er endnu ingen meldinger om dødsårsag.

Kvinden blev sidst set i live den 17. august, hvor hun steg på en bus i sin hjemby Stadum til byen Schafflund, mere end 20 kilometer sydøst for det sted, hvor hendes lig blev opdaget.

I samarbejde med Kriminalpolitiet i Flensburg udstedte Syd- og Sønderjyllands Politi 23. august en efterlysning af kvinden i Danmark.

Af politiets pressemeddelelse fremgår det, at man i Schafflund havde fundet Nathalies identitetspapirer.

Mand varetægtsfængslet
Politiet er dog ikke helt på bar bund i sagen. 28. august blev en 46-årig lastbilchauffør, bosat ved Niebüll på en gård omtrent 2,5 kilometer fra ligets findested, anholdt.

Politiet ransagede grundigt området omkring lastbilschaufførens gård med både ligsporhunde og gravemaskine.

Selvom de ikke fandt den forsvundne kvinde, var bevisbyrden mod manden tilstrækkelig til, at den tyske anklagemyndighed dagen efter begærede manden varetægtsfængslet, mistænkt for mord.

Et af de mulige scenarier, politiet har arbejdet med, er, at lastbilschaufføren samlede kvinden op i Schafflund og altså derfra kørte hende nordvest mod sit hjem ved vestkysten, 27 km væk.

Ifølge Bild kan politiet heller ikke udelukke, at Nathalie Minuth har været holdt fanget på mandens gård.

Indtil videre har den mistænkte dog forholdt sig tavs om sagen.

Tysk kriminalpoliti ifærd med at undersøge den formodede gerningsmands grund. Foto: Ritzau/Scanpix
Tysk kriminalpoliti ifærd med at undersøge den formodede gerningsmands grund. Foto: Ritzau/Scanpix

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere