Blev mistænkt for voldtægt af dansk turist: Nu kræver han undskyldning og erstatning

En thailandsk mand blev mistænkt for at voldtage en dansk turist. Siden blev han løsladt. Nu kræver han, at politiet renser hans navn offentligt

En 32-årig thailandsk mand fra Bangkok vil have en undskyldning og en portion penge fra politiet. Det vil han, efter han angiveligt blev mistænkt for voldtægt af en dansk turist og endte 20 dage i fængsel.

Banleng Huadcharoen fortæller, at han i oktober 2014 blev arresteret af politiet fra stationen Huai Yai. Den danske turist var blevet voldtaget kort forinden i slutningen af september.

Det skriver Bangkok Post.

Danskeren blev udsat for overgrebet, da hun var taget ud for at se på et naturområde i Na Chomthien i Sattahip-distriketet. Da kvinden var på vej tilbage til Pattaya til fods, blev hun stoppet af en thailandsk mand på motorcykel. Herefter blev hun angiveligt kørt til en plantage, hvor hun blev voldtaget.

Fængslet og løsladt
Sammen med det lokale politi fik kvinden dengang igangsat en efterlysning af gerningsmanden, og politiet udlovede desuden en dusør på 50.000 bath. Et beløb der svarer til knap 9500 danske kroner.

Politiet i Huay Yai udsendte også et fantombillede af den formodede gerningsmand, som blevet vist på thailandsk tv og på nettet.

Kort efter valgte politiet af arrestere Banleng Huadcharoen, der nåede at sidde i fængslet i 20 dage, før en anden mand i stedet blev anholdt.

Kan ikke rense sit navn
Siden anholdelsen og mistanken om, at han skulle have voldtaget den danske turist, har Huadcharoen kæmpet for at få sit navn renset.

Både hans kone og andre familiemedlemmer måtte indsamle beviser for, at han slet ikke var på gerningsstedet, da forbrydelsen fandt sted. Beviserne skulle vise, at han i stedet var sammen med sin kone i byen Chanthaburi.

Politiet har efter løsladelsen tilbudt at give Huadcharoen 20.000 bath, svarende til omkring 3700 danske kroner, som kompensation for, at han blev fængslet.

Men han krævede i stedet, at politiet meldte ud offentligt, at han ikke var skyldig i voldtægten. Men lige siden har politiet været tavse, oplyser han ifølge Bangkok Post.

Klaget til myndighederne
Huadcharoen har klaget til flere forskellige myndigheder. Blandt andet den thailandske regerings klagecenter og justistministerium. Men han er ikke kommet tættere på en offentlig undskydning, siger han.

Hans navn har figureret på en offentlig liste over mistænkte voldtægtsforbrydere, og det har derfor ikke været muligt for ham at søge et job.