Blitz-krig: Nu svarer politiet igen efter afsløring

Nye tal afslører, hvor og hvor mange bilister politiet fanger med deres blitz. Politiet har fået kritik for deres mange bøder, men nu svarer de igen

I starten af året fangede fotovogne utallige billister, der kørte for stærkt

Blitzkrigen på vejene er på sit højeste.

En ny aktindsigt til Metroxpress viser, hvor de nye og omstridte fotovogne rent faktisk står placeret, samt hvad der bliver udskrevet af bøder i henholdsvis Hovedstaden og Østjylland. Tallene som politiet hidtil har nægtet at udlevere, kommer frem efter pres fra Ombudsmanden.

I Østjylland viser tallene at hele fire ud af 10 bøder, der udskrives i Aarhus, udskrives på samme vej - Grenåvej. Her er der i år udskrevet bøder for 2,3 millioner kroner mod blot 1.2 millioner hele sidste år.

Men nu svarer politiet igen. Det handler ikke om penge, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelse.

- Formålet med vores fotovogne er at skabe tryghed og sikkerhed på vejene ved at sænke hastigheden og undgå ulykker. Når vi kan udstede så mange bøder på én strækning, så er det et tegn på, at der bliver kørt alt for stærkt på Grenaavej, og det skal vi som politi selvfølgelig gøre noget ved, siger han og understreger, at det er uinteressant for politiet, hvor mange penge der kommer i statskassen.

- Vi bliver målt på, hvor mange timer vores fotovogne er på vejene, og ikke på hvor mange bøder vi udskriver, siger leder af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi Michael Henningsen i en pressemeddelse.

Østjyllands Politis top 20

1 - Grenåvej: 2.013 bøder (2,3 millioner kroner) 
2 - Viborgvej*: 965 bøder (1,4 millioner kroner) 
3 - Hadsundvej (Randers): (1 million kroner) 
4 - Christian X's Vej: 567 bøder (619.500 kroner) 
5 - Randersvej*: 341 bøder (417.000 kroner) 
6 - Hovedvejen (Norddjurs): 247 bøder (286.500 kroner) 
7 - Århusvej*: 242 bøder (372.000 kroner) 
8 - Århusvej (Odder): 239 bøder (256.000 kroner) 
9 - Jyllands Alle: 235 bøder (259.500 kroner) 
10 - Viborgvej (Randers): 233 bøder (256.000 kroner) 
11 - Oddervej: 194 bøder (208.500 kroner) 
12 - Nordre Strandvej: 157 bøder (187.500 kroner) 
13 - Grenåvej (Randers): 139 bøder (162.500 kroner) 
14 - Skjoldhøjvej: 129 bøder (143.000 kroner) 
15 - Landevejen*: 126 bøder (140.000 kroner) 
16 - Hobrovej (Randers): 123 bøder (156.000 kroner) 
17 - Udbyhøjvej (Randers): 110 bøder (122.500 kroner) 
18 - Holmevej: 100 bøder (126.500 kroner) 
19 - Strandvejen (Odder): 90 bøder (122.500 kroner) 
20 - Mariagervej (Randers): 83 bøder (106.000 kroner) 
* Tallene er opgjort september 2015 og er foreløbige, idet der er langsbehandlingstid på at få bøderne registreret. Sager kan omgøres eller opgives at få inddrevet og er tallene varierer derfor fra de faktiske indrevne bødesummer

Grenaavej topper
Top 20 over de mest blitzede veje viser at især Grenaavej er hårdt ramt, men det har en helt naturlig forklaring ifølge politiet

- Grenaavej er en stor hovedvej med mange krydsende veje og rigtig mange biler. Der ligger flere skoler langs vejen, der derfor jævnligt krydses af børn og unge på vej til eller fra skole. Blandt andet derfor har vi særligt fokus på netop den strækning, siger Michael Henningsen.

Præcis hvor på strækningen vognene holder ønsker politiet ikke at oplyse.

Også i København har politiet haft travlt med blitzen. På lidt over ni måneder allerede har Københavns Politi udskrevet for 56 millioner kroner, hvilket er 6,5 millioner mere end hele sidste år.

Politiet oplyser endda, at tallet kun er foreløbigt, da man er bagud med at registrere de mange bøder. Det egentlige bødeantal kan derfor vise sig at være langt større.

Vækker undren
Måden politikredsene måler på vækker undren hos FDM.

- Vi er desværre ikke overrasket over, at der bliver udskrevet mange bøder. Vi undrer os dog over, at man koncentrerer indsatsen over så få steder, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk, der sætter spørgsmålstegn ved om det vitterligt er trafiksikkerheden politiet har i tankerne.

Se også: Endnu en fotovogns-fejl: Virker ikke på motorvejene

- Jeg har for eksempel svært ved at se, at P. Knudsens Gade (i København, red.) skulle være så risikofyldt, der er jo mange veje med langt større risiko. Og når 40 pct. af bøderne i Aarhus gives på Grenaavej, er det så fordi 40 pct. af ulykkerne sker her? Næppe. Det kunne jo være man skulle brede sin indsats ud, siger han til metroxpress.