Blodig nat: Tre dræbt i tre forskellige ulykker

De tre mænd er alle omkommet i trafikulykker rundt om i landet

Video fra ulykken i København (Video: Kenneth Meyer)

Natten til lørdag har været voldsom på landets veje, hvor tre forskellige ulykker har taget livet af tre mænd.

Det oplyser de forskellige politikredse.

Kort før klokken to i nat skete den første ulykke ved Sommersted nord for Vojens i Sønderjylland. Her mistede en 19-årig mand livet i en solohændelse på Billundvej.

- Han er på vej mod nord, da han mister herredømmet over sin bil. Den vælter rundt og lander på siden i grøften, fortæller vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Mandens pårørende - som bor i lokalområdet - er blevet underrettet. En bilinspektør har været på stedet for at forsøge at finde ud af, hvorfor den unge mand mistede herredømmet over bilen.

Bragede sammen i stort lyskryds
En bilinspektør måtte også på arbejde i København, da to biler kørte sammen i krydset ved Åboulevarden og Jagtvej. Sammenstødet var så voldsomt, at den 22-årige passager i den ene bil omkom.

- Mandens pårørende er underrettet. Han var passager i den ene af de to biler, siger Carsten Reenberg, der er vagtchef hos Københavns Politi.

Ulykken skete i et lyskryds, men politiet er endnu ikke sikre på, hvad der har gjort, at de to biler bragede sammen.

- Det kan ikke udelukkes, at nogen skal sigtes. Nu skal vi afhøre vidner, og så må vi se, hvad der sker derfra, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Der var ud over den dræbte også en række personer, der kom til skade i ulykken, men det har ikke været kritisk.

Artiklen fortsætter under billedet:

De to biler stødte af uvisse årsager hårdt sammen. Foto: Kenneth Meyer 112 - 14. jan. 2017 - kl. 07:59 Ung mand dræbt i voldsom trafikulykke

Endnu en soloulykke
Det var tilfældige forbipasserende, som kort før klokken fem lørdag morgen opdagede en bil holdende inde på en mark 30-40 meter fra motorvejen E45 lidt syd for Hadsten.

I bilen fandt man en 43-årig mand, som var omkommet.

- Ulykken er formentlig sket kort tid forinden. Billygterne var tændt, og radioen kørte, fortæller vagtchef Stig Heidemann fra Østjyllands Politi til Ritzau.

Lørdag formiddag har politiet ikke noget svar på, hvorfor den 43-årige kørte galt.

- Der var ikke glat som sådan i området, men der kan have været en glat plet. Det kan også være en fejl på bilen, som betød, at han kørte galt. Vi ved det ikke, siger Stig Heidemann.

En bilinspektør har også været ude ved denne ulykke for at undersøge området og bilen. De pårørende er underrettet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere