Blotter lokkede piger med pruttelyde

Politiet har fået to anmeldelser om piger, der på vej hjem fra skole blev udsat for blotter i busk

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En blotter har tilsyneladende taget et meget usædvanligt våben i brug for at få opmærksomhed fra småpiger.

Det fremgår af døgnrapporten hos Midt- og Vestsjællands Politi, som to gange i løbet af torsdag fik anmeldelser om, at piger på vej hjem fra skole blev udsat for blufærdighedskrænkelser.

Begge gange har pigerne beskrevet, hvordan de hørte pruttelyde fra en busk eller en hæk. Og da de siden kiggede i retning af busken, fik de øje på en mand, som havde taget bukserne ned og viste sit lem.

Første gang var klokken 12.20, hvor to piger på ni og ti år hørte de ejendommelige lyde fra en busk på Opalvej i Strøby Egede.

Pigerne bemærkede siden mandens forsøg på at gøre opmærksom på sig selv og blev forskrækkede. De to skyndte sig hjem og var i øvrigt ikke i stand til at beskrive manden yderligere.

Omtrent samtidig fulgtes en anden 10-årig pige på cykel to veninder på Stevnsvej - ligeledes i Strøby Egede. Da de kørte forbi et hul i en hæk, hørte pigen de specielle pruttelyde. Da de kiggede hen imod stedet, hvor lyden kom fra, stod igen en mand med bukserne nede om anklerne.

Pigerne skreg alle op og skyndte sig væk.

Politiet har fra de piger fået en beskrivelse af manden, der er dansk af udseende, 35-40 år, almindelig af bygning, kort hår og solbrændt.

Lokalpolitiet i Køge vil meget gerne have henvendelser fra folk, som måtte vide mere om sagen.