BMW på vildveje: Torpederede elskab og jerntrappe

En flok unge forsøgte sent torsdag at flygte fra civilbetjent efter solo-ulykke i Nykøbing

En flok teenagere samlet i en spritny BMW skabte sent torsdag ravage på Brovejen i den falsterske by Nykøbing.

Situationen udviklede sig, da en bagved kørende civilbetjent af ukendte årsager ville standse det flotte køretøj. Men i stedet for at parere ordre, drejede BMW'ens fører, en 19-årig kvinde fra Nakskov til højre ad en sidevej.

Her mistede hun herredømmet over bilen, som sekunder senere torpederede et elskab og en stor jerntrappe. Den leder op til en P-plads på taget af dagligvarehuset Kvickly.

Det oplyser folketidende.dk.

Trappen rev sig løs
Med i bilen var også to unge fra Nykøbing - en anden 19-årig kvinde og en 19-årig mand.

I samlet flok forsøgte de alle tre at flygte. En kvinde fattede dog mistanke, og hun informerede straks politimanden, som pågreb de tre unge.

Efter trafikulykken har lyskrydset været ude af drift i en periode, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den ramte jerntrappe har oven i hatten revet sig løs fra muren, og ni mand fra Lolland-Falster Brandvæsen har været på overarbejde for at udbedre skaderne.

De tre unge blev afhørt efter ulykken, men er ikke anholdt. De kan dog forvente at høre fra politiet igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere