Bøderegn over lastbilschauffører

Nordjyllands Politi har onsdag 3. juli og torsdag 4. juli forestået en ganske indbringende kontrol målrettet lastbilschauffører

Det var især problemer med at overholde køre-/hviletidsbestemmelserne, der gav bøderegn over især udenlandske lastbilschauffører, da Tungvognscenter Nord ved Nordjyllands Politi var på lastbilskontrol.

I henholdsvis Syddjurs Kommune og Århus Havn blev i alt 112 lastbiler kontrolleret i samarbejde med Told, SKAT, Århus Kommune og Færdselsstyrelsen, og det samlede bødekrav endte på omkring 250.000 kroner.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var især udenlandske vognmænd og chauffører, der havde problemer med at overholde reglerne. En udenlandsk vognmand havde ikke sine tilladelser i orden.

'Vognmanden havde ikke til hensigt at betale bøden, så det blev nødvendigt for os at montere en hjullås på lastbilen,' forklarer politikommissær fra Nordjyllands Politi, Jan Stagsted i pressemeddelelsen.

Derudover havde en udenlandsk chauffør 'glem' at sætte førerkortet i lastbilens takograf, hvilket medførte en del følgeovertrædelser af køre-/hviletidsbestemmelserne.

Nyuddannet chauffør fik 60.000 i bøde
En anden vognmand kørte uden at være i besiddelse af en EU-fælleskabstilladelse, og det koster ham 35.000 kroner i bøde, mens det kostede en nyuddannet chauffør 60.000 kroner i bøde at have kørt mere eller mindre tre dage i træk med det længste hvil på seks timer og det korteste på tre timer.

En tyrkisk chauffør havde også problemer med at sove. Dagens hvil, da han blev kontrolleret, var på blot en time, mens han over to uger kun havde holdt pause i henholdsvis 14 og 17 timer, selvom det tal skal være oppe på 25 og 45 timer.

Sidst men ikke mindst havde en serbisk vognmand ikke udfyldt CEMT kørselslogbog korrekt og kørte derfor uden tilladelse, ligesom lastbilens takograf var manipuleret med impulstallet, hvilket bevirker, at lastbilen kan køre hurtigere end tilladt.

'VI fik en god dialog med flere chauffører, der blandt andet blev vejledt om at overholde køre-/hviletidsbestemmelserne,' lyder det fra Jan Stagsted.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere