Boeing-fly skrider ned i flod med 136 personer ombord

Alle 136 passagerer ombord på flyet overlevede ulykken i Jacksonville i Florida

Tom Francis fra Jacksonville brand- og redningsenhed kommenterer her sagen. Video: AP

Et Boeing 737-fly med 136 personer om bord er skredet ud fra en landingsbane i Jacksonville i Florida og ned i en flod.

Det oplyser en talsmand for Naval Air Station Jacksonville, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alle passagerer om bord overlevede ulykken. Men ifølge lokale tv-stationer er mindst to personer kommet til skade.

Ulykken skete, da flyet, der kom fra Cuba, skulle lande i Jacksonville under en voldsom tordenstorm.

Men flyet skred ud fra landingsbanen og endte i floden St. John's River.

- Flyet er ikke blevet oversvømmet. Alle om bord er i live og er gjort rede for, skriver Jacksonville Sheriff's Office på Twitter.

Charterfly
Sammen med opslaget på Twitter følger to billeder af flyet, som befinder sig i lavt vand på floden. På siden af flyet er et logo fra charterselskabet Miami Air International.

Miami Air International har endnu ikke kommenteret sagen, skriver nyhedsbureauet AP.

Borgmesteren i Jacksonville, Lenny Curry, bekræfter, at alle om bord er i god behold. Der arbejdes desuden på at kontrollere flyets brændstof på floden, oplyser han.

En talsmand fra Boeing oplyser, at selskabet er bekendt med ulykken i Florida og er i gang med at indsamle flere informationer om hændelsen.

Boeing i generel modvind
Boeings 737 MAX 8-fly er den seneste tid kommet i fokus, efter at netop den flytype var involveret i to dødelige flystyrt i oktober sidste år og marts i år.

Det har fået flere lande og myndigheder til at holde flytypen på jorden.

Sagen kan mærkes hos Boeing. I slutningen af april kom Boeing med regnskab for første kvartal.

Her noterede Boeing, at trods stigende indtægter fra salg til diverse flyvevåben og servicekontrakter, så var både omsætning og profit faldet, fordi der bliver leveret færre fly af typen 737.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Skærm

Hent flere
Hent flere