Boeing giver 660 millioner kroner til flydræbtes familier

Pårørende til flydræbte med Boeings 737 MAX-fly skal have gavn af stort millionbeløb, som Boeing vil give

Boeing vil give 100 millioner dollar - svarende til 661 millioner kroner - til at tilrettelægge hjælp til familier ramt af de dødelige flyulykker med selskabets 737 MAX-fly i Indonesien og Etiopien.

Beløbet er uafhængigt af de søgsmål, som familier til de flere end 300 dræbte i de to flyulykker har anlagt, oplyser en talsperson for Boeing.

Pengene skal blandt andet støtte uddannelse, modgang og leveomkostninger for de ramte familier. Desuden går beløbet til økonomisk udvikling i de ramte samfund, lyder det fra Boeing.

Den amerikanske flyproducent fortæller, at den vil samarbejde med de lokale kommuner og ngo'er for at imødekomme behovet.

- Familierne til dem, som var om bord, har vores dybeste sympati, og vi håber, at denne indledende håndsrækning kan hjælpe dem med at finde trøst, siger Boeings topchef, Dennis Muilenburg.

Den seneste ulykke skete i Etiopien i marts, da et 737 MAX-fly fra Ethiopian Airlines styrtede seks minutter efter start fra Addis Abeba med 149 mennesker om bord.

Godt fire måneder tidligere styrtede et Boeing 737 MAX-fly fra Lion Air 13 minutter efter start fra Indonesiens hovedstad, Jakarta. Alle 189 passagerer om bord omkom.

Tusindvis af søgsmål er siden blevet anlagt mod Boeing af familierne til de dræbte.

Flyproducenten er i gang med at tale forlig i forhold til ulykken i Indonesien. Den har også tilbudt at forhandle med de pårørende til ofrene for ulykken i Etiopien, hvor nogle familier dog har sagt, at de ikke er klar til at indgå forlig.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere