Børn fandt mor: Ung kvindes død efterforskes som mistænkelig

Politiet har fastfrosset huset, hvor kvinden boede med sine tre børn og mand

En 34-årig kvindes død i den nordlige del af Osted på Midtsjælland efterforskes som mistænkeligt.

Det afslører Midt- og Vestsjællands Politi efter i to uger at have holdt kortene meget tæt til kroppen.

Det rapporterer Roskilde Dagblad.

- Vi efterforsker et mistænkeligt dødsfald. Det drejer sig om en 34-årig kvinde. Vi fik anmeldelsen den 2. oktober klokken 10.30, fortæller politikommissær Kim Løvkvist til avisen.

- Hun blev bragt ind på Rigshospitalet, hvor hun afgik ved døden. Hun er blevet obduceret, og vi afventer obduktions-erklæringen. Indtil da betragter vi det som et mistænkeligt dødsfald, uddyber han.

Kvinden var mor til tre, som hun sammen med børnenes far boede med i huset, fortæller politikommissæren til Ekstra Bladet.

Børnene var hjemme, da de fandt moderen i en forfatning, som fik et af børnene til at ringe efter en ambulance.

Hvordan kvindens tilstand nærmere bestemt var, kan politikommissæren af hensyn til efterforskningen ikke løfte sløret for, men:

- Det så mistænkeligt ud, så vi undersøger, om der er tale om en forbrydelse eller ej. Der hverken er eller har været nogen anholdte i sagen, siger politikommissæren.

Kvindens familie er efter hendes død blevet flyttet til en ny bolig, og huset, hvor de boede er plomberet.

- Det har kommunen taget sig af, siger politikommissæren, som over for Ekstra Bladet vurderer, at børn og far er i gode hænder.

Kim Løvkvist siger til Dagbladet Roskilde, at politiet 'har ønsket at fastfryse stedet derude', indtil man har fået svar på obduktionen.

Det forventes at komme i løbet af de de nærmeste uger.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere