Børn fik tæsk med ridepisk ved sengetid

10-årig dreng og hans lillesøster fik ifølge anklager tæsk af mor før sengetid

En 10-årig dreng og hans seksårige lillesøster er angiveligt blevet slået med en ridepisk af deres forældre, lige inden de skulle lægges i seng.

Det viser anklageskriftet i en sag mod et forældrepar fra Næstved, ifølge Sjællandske.dk.

Volden er angiveligt fundet sted over fire år.

Ifølge avisen er moren tiltalt for at have slået begge børn med en ridepisk ved sengetid. Hun har ifølge anklageskriftet slået drengen over benene, mens pigen har fået slag på kroppen, når hun har været for genstridig.

Faren har på samme måde brugt ridepisken som sanktionsmiddel, skriver Sjællandske.dk.

Jævnligt er børnene også blevet udsat for lussinger, står der i tiltalen.

Moren nægter sig ifølge sin forsvarer skyldig, mens det er uklart, hvordan faren forholder sig, idet hans forsvarer ikke vil udtale sig om sagen forud for dens behandling.

Retssagen begynder ifølge Sjællandske.dk 20. marts i Retten i Næstved.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere