Børn køber ulovlige våben: Nu slår politiet alarm

Syd- og Sønderjyllands Politi har haft 30 sager på det første halvår af 2019

Børn og unge køber ulovlige våben som halsknive, butterflyknive eller knojern over nettet.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi har de eksempelvis haft 30 sager på det første halvår af 2019, hvor børn og unge har importeret ulovlige våben.

Det oplyser de på Twitter og i en pressemeddelelse.

Tænker ikke over det
Selvom det lyder voldsomt, at børn køber ulovlige våben over nettet, kan forklaringen måske findes i børnenes uvidenhed.

- Vores umiddelbare vurdering er, at de mindreårige slet ikke er klar over, at det er ulovligt at være i besiddelse af de ulovlige våben, siger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion i pressemeddelelsen.

Han fremhæver også, at børnene ofte køber våbnene, fordi de kender dem fra forskellige computerspil og vurderer samtidig, at de mindreårige ikke køber knive for at bruge dem, men fordi de ser flotte ud.

Vær opmærksom
Politiet beder nu forældre om at holde mere øje med børnenes gang på det store internet.

- Vi har i forvejen været meget opmærksomme på, at man med få museklik kan købe ulovlige våben på nettet. Men det er nyt for os, at børn også er blandt køberne. Og vi mener, at sagerne sender et alvorligt signal om, at forældrene skal være mere opmærksomme på, hvad deres børn foretager sig på nettet, fortæller vicepolitiinspektøren.

Hvis barnet er under 15 år, kan det ikke straffes. Hvis barnet er over 15 år, får det typisk en bøde på omkring 3.000 kroner for besiddelse af et ulovligt våben. Hvis barnet gentagende gange bliver taget for besiddelse af et ulovligt våben, kan det ende med fængselsstraf eller en plet på straffeattesten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere