Børnedrab i Norge: 14-årig dreng druknede Alma

14-årige Alma Gabriela Knutsen blev druknet af sin jævnaldrende ven, der er kendt af politiet og børneværnet

Drengen er under den kriminelle lavalder, og han kan derfor ikke blive sigtet eller strafforfulgt for drabet på hans 14-årige veninde (Foto: Petter Emil Wikøren, VG).
Drengen er under den kriminelle lavalder, og han kan derfor ikke blive sigtet eller strafforfulgt for drabet på hans 14-årige veninde (Foto: Petter Emil Wikøren, VG).

Det er netop kommet frem, at den nu dræbte 14-årige Alma Gabriela Knutsen blev druknet af sin jævnaldrende ven. Det skete i en elv i Søgne i Norge.

- Den foreløbige obduktionsrapport konkluderer, at pigen døde af drukning, siger lokalpolitikeren Terje Pedersen i Søgne og Songdalen til TV2.

Alma Gabriela Knutsen blev meldt savnet fredag den 28. august i år. Dagen efter blev hun fundet død ved elven i Søgne. I første omgang mente politiet, at der var tale om en ulykke. Senere fandt de frem til hendes 14-årige ven, der nu er mistænkt for mordet.

Han har siden erkendt sig skyldig.

Drengen gik med sin hemmelighed i to uger, før politiet afhørte ham. Det skete, efter politiet fandt tekst-beskeder mellem ham og Alma Gabriela Knutsen, der antyder, at de havde et skænderi op til drabet.

Politiet fortæller, at den 14-årige dreng har samarbejdet med politiet, hvor han blandt har vist gerningsstedet. Ifølge VG har de fundet spor, der understøtter deres mistanke mod den formodede drabsmand.

For ung til at blive sigtet

Den 14-årige dreng er kendt af politiet og børneværnet. Sidste forår stjal han sammen med to venner tre haglgeværer. Drengene tog senere ud i skoven, hvor en af vennerne kom til at skyde sig selv i foden.

Da drengen er under den kriminelle lavalder, kan man ifølge den norske straffelov hverken sigte eller strafforfølge ham. Derfor er han nu i børneværnets varetægt.