Børnedrab i Norge: Afsløret af tekst-besked

14-årig dreng har erkendt drab på en jævnaldrende pige, der blev fundet død i en norsk elv

En tekst-besked, som en 14-årig dreng havde sendt til 14-årige Alma Gabriela Knutsens mobiltelefon, udløste politiets mistanke om, at han kunne have dræbt pigen. Det skriver den norske avis VG.

Den 14-årige dreng var på vej i skole torsdag, da han blev stoppet af civilklædte betjente. Kort efter tilstod han, at han havde dræbt den jævnaldrende pige.

På det tidspunkt havde drengen gået rundt med sin frygtelige viden i to uger. Ifølge den norske avis var det en tekst-besked, der gjorde, at politiet ville tale med drengen.

Beskeden, som den 14-årige dreng angiveligt havde sendt til Alma Gabriela Knutsen, underbygger ifølge politiet, at de to teenagere havde haft en uoverensstemmelse.

Se også: 14-årig pige fundet død - 14-årig dreng erkender drab

Alma Gabriela Knutsen havde været savnet i et par døgn, da hun 29. august blev fundet død af nogle roere i Søgneelven i det sydlige Norge.

Den fortsatte efterforskning viste, at der ikke var tale om en ulykke.

Drabet på den unge pige kom som et chok for Norge, og forfærdelsen er ikke blevet mindre efter, at den 14-årige dreng har tilstået ugerningen.

– Forældrene er i dyb sorg, men de er lettede over, at de nu har fået svar på, hvad der skete med hende, siger lokalpolitikeren Terje Pedersen i Søgne og Songdalen til VG.

Samtidig siger den lokale læge Vegard Nilsen, at sagen nu er gået fra at være en krise til en dobbeltkrise.

– En familie har fået dræbt et barn, og en anden familie har fået et barn, som har indrømmet et drab, siger han.

Ifølge norske medier kommer den 14-årige dreng fra en helt almindelig familie.