Børnehave i brand efter overgreb: 'Det er muligt der er sammenhæng'

Københavns Vestegns Politi efterforsker en brand i en børnehave som ildspåsættelse og anerkender en mulig sammenhæng mellem branden og overgrebene

Så snart man nærmer sig boligområdet Taastrupgaard, kan man lugte det.

Den nedbrændte børnehave ligger ellers flere hundrede meter væk, men lugten af røg og sod er gennemtrængende – selv i regnen, der vælter ned.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Brandteknikkerne var i gang med arbejdet, da Ekstra Bladet var derude. Foto: Kenneth Meyer.
Brandteknikkerne var i gang med arbejdet, da Ekstra Bladet var derude. Foto: Kenneth Meyer.

Området vrimler med hjemmeværnsfolk, politifolk med hunde og brandmænd.

Politiet har afspærret det meste af området, og de beboere, der har bevæget sig ud i den silende regn, bander – både af politiets afspærringer, der tvinger dem på omveje, men også den eller de personer, der i nat satte ild til børnehaven.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Politiets hundeførere var klar til at afsøge området. Foto: Kenneth Meyer.
Politiets hundeførere var klar til at afsøge området. Foto: Kenneth Meyer.
 

Branden opstod mandag aften omkring klokken 23.40, og den fik særdeles hurtigt fat. Tilbage i dag står børnehaven fuldstændigt udbrændt, og det er meget usandsynligt, at den vil blive bygget op, som den var.

Det tyder også på, at der er tale om ildspåsættelse. Det er i hvert fald sådan, politiet efterforsker sagen.

- Der arbejdes ud fra en formodning om, at branden er påsat. Derfor efterlyses vidner, som har set eller hørt noget mistænkeligt omkring midnat ved institutionen, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

- Efterforskningen er på et tidligt stadie, derfor kan der ikke kommenteres yderligere i forhold til den konkrete brandårsag.

Ikke den eneste sag

Allerede i sidste uge var der problemer i den pågældende institution, da en kun 14-årig praktikant blev bortvist, efter et barn havde fortalt sine forældre om overgreb på hende, begået af den 14-årige.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Store dele af området var spærret af, så politiets hunde bedre kunne afsøge området. Foto: Kenneth Meyer.
Store dele af området var spærret af, så politiets hunde bedre kunne afsøge området. Foto: Kenneth Meyer.

Dagen efter blev praktikanten konfronteret med anklagerne, og han erkendte at have kysset og rørt fem små piger på en ’grænseoverskridende’ måde.

- Politiets efterforskning indikerer på nuværende tidspunkt, at der kan være tale om, at drengen har krænket børnenes blufærdighed ved at beføle dem flere steder på kroppen uden på deres tøj og kysset dem i ansigtet, står der i pressemeddelelsen.

Drengen var i en form for skolepraktik for unge, der er skoletrætte, og han skulle have været der i et halvt år. Det er så slut nu, og sagen er overdraget til de sociale myndigheder, da han er under den kriminelle lavalder.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det var et sandt inferno, der mødte brandfolkene i nat. Foto: Kenneth Meyer.
Det var et sandt inferno, der mødte brandfolkene i nat. Foto: Kenneth Meyer.

Politiet understreger, at de er opmærksomme på, at der kan være en sammenhæng i mellem de to sager.

- Vi prioriterer efterforskningen af såvel branden som anmeldelsen fra kommunen meget højt, og vi er selvfølgelig opmærksom på den mulige sammenhæng mellem sagerne, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Vidner med oplysninger om sagen kan kontakte Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.