Børns Vilkår om deling af sexvideo: Det skal have konsekvenser

Over 1000 børn og unge er blevet sigtet for at dele børneporno med hinanden. Nu håber Børns Vilkår på, at den store sag vil være med til at ændre unges adfærd på internettet

Hos organisationen Børns Vilkår er de begejstrede for den landsdækkende politisag 'Operation Umbrella', hvor 1004 unge over hele landet har gjort sig skyldige i at dele børneporno på internettet- Den nye store sag kan potentielt være med til at få børn og unge til at ændre deres adfærd på internettet.

- Vi er jo glade for, at politiet tager det her alvorligt, og at de handler. Det er jo noget, vi har efterlyst længe, at det fik konsekvenser, når man delte de her videoer og billeder, fortæller Ingrid Hartelius Dall, jurdisk seniorrådgiver hos Børns Vilkår, til Ekstra Bladet.

Ifølge Børns Vilkår er mange af de unge, som er blevet sigtet i 'Operation Umbrella', nogle af de første, der færdes på den digitale motorvej. Da de startede med at dele videoerne og billeder på Messenger, vidste mange af dem ikke engang, at deres handlinger var ulovlige.

- Det her er første generation, som lever deres sociale liv på nettet, Da de kom på nettet, der vidste fagpersoner og forældre ikke, hvad der gælder af regler derude. Vi skal klæde børnene bedre på, især når konsekvenserne er så voldsomme, siger Ingrid Hartelius Dall.

Børns Vilkår hjælper med at opdrage børn og unge i brug af internet.

På deres hjemmeside ligger der materiale om netop deling af børneporno børn og unge imellem. Ifølge organisationen skal voksne også være bedre til at tale med den yngre generation om deres handlinger.

- Dem, der er børn nu, de har læst og set i medierne, hvad der er korrekt adfærd på internettet. Deres forældre er også klar over spillereglerne, og de taler sammen om det. De kender konsekvenserne af deres handlinger, det gjorde de lidt ældre ikke, før nu, fortæller Ingrid Hartelius Dall.

Hos Børns Vilkår anerkender de, at delinger af videoer og billeder er vigtigt for de unges sociale liv, men de unge skal også vide, hvad der er ulovligt at dele med hinanden.

- De skal vide, at det har store konsekvenser for resten af deres liv, hvis de deler ulovligt. Der kan hurtigt være tale om straffelovskrænkelser, forklarer Ingrid Hartelius Dall.

Konsekvensen for de sigtede børn og unge kan nu blive, at de får anmærkning på deres børneattest, så de ikke kan arbejde med børn og unge de næste 10 år. Der vil også komme en plet på deres straffeattest.