Borger fandt ananaslignende granat på genbrugsstation

Eksperter har været i Odense for at fjerne en håndgranat, der formentlig stammer fra Anden Verdenskrig.

På genbrugsstationer kan man støde på lidt af hvert.

Men søndag aften blev der lige alligevel gjort et fund ud over det sædvanlige.

TV2 Fyn skriver, at en borger fandt en håndgranat på Lindved Genbrugsstation i det sydlige Odense.

Militære sprængningseksperter fra kasernen i Skive har været i Odense mandag formiddag for at sikre og fjerne håndgranaten, skriver TV2 Fyn.

Den er formentlig fra Anden Verdenskrig og er af typen Mills, der ligner en ananas.

En medarbejder på genbrugsstationen konsulterede politiet og eksperter fra Beredskabsstyrelsen. Han fik lov til at løfte granaten op fra metalcontaineren og i sikkerhed.

Håndgranaten har ifølge TV2 Fyn været på genbrugsstationen i Odense indtil mandag formiddag, hvorefter den blev kørt til Skive Kaserne.

Eksperterne fra Skive Kaserne havde den fjernstyrede bomberobot Rullemarie med, men brugte den ikke.

Måske ikke så overraskende advares der imod at aflevere håndgranater på genbrugsstationer.

- Vi må lave en driftsafbrydelse, når folk indleverer sådan noget, så vi opfordrer til, at man afleverer det til politiet i stedet, siger Morten Glasius, der er kommunikationsmedarbejder i Odense Renovation, til TV2 Fyn.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere