Borgerservice: Dansk kvinde tilbageholdt under homo-parade i Istanbul

Borgerservice bekræfter, at en dansk kvinde er tilbageholdt af politiet under en parade søndag i Istanbul

Tyrkisk politi går hårdt til værks for at opløse homoparaden Gay Pride i Istanbul. Politiet affyrer ifølge nyhedsbureauet AFP gummikugler.

Ifølge både folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S) og kommunikationschef ved Copenhagen Pride, Thomas K. Rasmussen, er en dansk kvinde samtidig tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder.

- Hun er tilbageholdt af politiet i en politibus. Vi ved ikke præcis, hvad der sker, fordi de har taget hendes mobil.

- Men vi har en advokat fra Istanbul Pride på sagen, som er i kontakt med myndighederne, siger Thomas K. Rasmussen, som selv befinder sig i Istanbul.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for Ekstra Bladet, at kvinden er blevet anholdt.

- Der er en dansk statsborger, der er tilbageholdt i Tyrkiet. Vi arbejder sammen med ambassaden i Istanbul på at få kontakt. Og vi er ved at få kontakt med myndighederne, siger pressevagten hos Borgerservice til Ekstra Bladet.

Den tilbageholdte kvinde er ifølge Ekstra Bladets oplysninger bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride.

- Hendes præcise lokation kender vi ikke, for det er meget kaotisk hernede lige nu, siger Thomas K. Rasmussen.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at man er blevet kontaktet med oplysninger om, at en dansk statsborger er blevet tilbageholdt i Tyrkiet i forbindelse med Gay Pride i Istanbul.

- Ministeriet undersøger sammen med ambassaden sagen nærmere. Hvis oplysningerne bekræftes, vil vedkommende blive tilbudt sædvanlig konsulærbistand. Vi kan ikke pt. bidrage med yderligere oplysninger, hedder det videre.

Folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen siger:

- Det er problematisk, at hun er blevet anholdt. For under undtagelsestilstanden kan myndighederne tilbageholde hende i ti dage uden at give en grund.

- Udenrigsminister Anders Samuelsen må træde til, for det er farligt at være fængslet i Tyrkiet lige nu, siger Lars Aslan.

Aktivister havde indkaldt til marchen søndag eftermiddag på forretningsgaden Istiklal og pladsen Taksim.

Myndighederne forbød dog allerede lørdag homomarchen og henviste til, at højrenationale grupper havde bebudet, at de ville angribe deltagerne. Men arrangørerne har valgt at ignorere forbuddet.

Årets Gay Pride i Istanbul falder sammen med afslutningen af den muslimske fastemåned, ramadan.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere