Borgmester får PET-beskyttelse efter trusler

Egon Fræhr fra Vejen Kommune har fået så alvorlige trusler, at PET bevogter hans hjem

Egon Fræhr, der er borgmester i Vejen, er udstyret med overfaldsalarm efter nogle alvorlige trusler. PR-foto
Egon Fræhr, der er borgmester i Vejen, er udstyret med overfaldsalarm efter nogle alvorlige trusler. PR-foto

Den 67-årige Vejen-borgmester Egon Fræhr (V) har modtaget trusler, der er så alvorlige, at han bliver beskyttet af PET.

Det fortæller han til TVSyd og JydskeVestkysten.

Truslerne er kommet på mail, og borgmesteren har foruden PET-beskyttelse også fået en overfaldsalarm.

Han ønsker ikke at komme nærmere ind på indholdet af truslerne.

- Når de (PET, red.) reagerer på den, som de gør, er det fordi, der er tale om en trussel på et vist niveau, siger Egon Fræhr til TV SYD.

Truslerne kom i forbindelse med en meget omtalt sag, hvor landmanden Martin Lund Madsen har spærret en vej, som kommunen har bygget på en grund, som de har eksproprieret fra ham. Han mente, at overtagelsen var ulovlig, hvilket Højesteret også gav ham medhold i. Kommunen har dog siden vedtaget eksproprieringen efter en anden paragraf.

OVERBLIK: Vej i Vejen har været blokeret i tre måneder

Siden oktober har svineavler Martin Lund Madsen afspærret Skovgårdsvej i Vejen Kommune med sandsække og bigballer.

Det skyldes en strid om retten til jorden, som du kan læse om her:

* 2015: Banedanmark eksproprierer (inddrager mod betaling, red.) jorden fra Martin Lund Madsen. Det sker for at anlægge en ny vej og jernbanebro, som planlægges sammen med Vejen Kommune.

Martin Lund Madsen tager sagen i byretten, hvor han vinder. Banedanmark anker afgørelsen.

* 2017: Landsretten kommer frem til den stik modsatte konklusion og giver Banedanmark medhold. Martin Lund Madsen protesterer og får lov at føre sagen i Højesteret.

* 10. september 2018: Højesteret afgør, at ekspropriationen er ulovlig. Der er ikke hjemmel i elektrificeringsloven til ekspropriationen, lyder det fra Højesteret.

* 22. oktober 2018: Martin Lund Madsen etablerer afspærring i begge ender af den 1,4 kilometer lange Skovgårdsvej. Han vil have kommunen til at fjerne vejen med henvisning til Højesterets afgørelse.

Vejen Kommunes borgmester, Egon Fræhr (V), meddeler, at kommunen vil lovliggøre vejen ved at ekspropriere efter en anden paragraf.

* 6. december 2018: Vejen Kommune holder åstedsforretning på Skovgårdsvej for at foretage en ny ekspropriation - denne gang med hjemmel i vejloven.

* 22. januar 2019: Byrådet i Vejen Kommune afgør på ekstraordinært byrådsmøde, at kommunen lovligt kan ekspropriere vejen. Martin Lund Madsen får fire ugers klagefrist.

Kilder: Ritzau, JydskeVestkysten, Tvsyd.dk.

Sagen har bragt mange følelser i spil, og det har altså tilsyneladende fået nogen til at gå så vidt som til at rette trusler mod Vejens borgmester.

- Nu er jeg sur
Over for Ekstra Bladet fortæller Egon Fræhr, at PET-beskyttelsen har stået på i nogle måneder.

- Politiet iværksatte en række tiltag for nogle måneder siden, og det er de samme tiltag, der kører videre nu, siger Egon Fræhr til Ekstra Bladet.

Sådan så vejen ud i oktober. Foto: Christer Holte Samfund - 22. jan. 2019 - kl. 20:38 Kommune skærer igennem i betændt vejstrid: - Mange har haft en mening

Han fortæller, at han i starten blev noget utilpas over at modtage truslerne.

- Når man pludselig bliver udsat for sådan noget, og politiet laver alle mulige tiltag, tænker man, 'hvad i alverden er det, du er havnet i?'. Men efterhånden bliver det jo hverdag, så nu er jeg mest bare sur, siger han.

Han fortæller, at hans hverdag ikke er påvirket af truslerne, og han føler sig i trygge hænder.

- Jeg passer mit arbejde, som jeg altid har gjort. Jeg bor i et stort lokalsamfund, så folk har jo selvfølgelig bemærket, at noget var anderledes, siger han med henvisning til beskyttelsen.

Landmand Martin Lund Madsen foran blokaden i oktober. Foto: Christer Holte Samfund - 4. dec. 2018 - kl. 18:59 Landmand blokerede vej: Nu betaler han to millioner tilbage

- Uacceptabelt
Den eller de personer, der har sendt truslerne, har Egon Fræhr ikke meget til overs for.

- Det er da uacceptabelt. Hvad enten det er mod borgmestre, ministre eller andre folkevalgte, så er de valgt til en samfundsmæssig opgave. Man kan være uenig, og det er fint nok, men trusler hører ingen steder hjemme.

Han fortæller, at han stadig modtager beskyttelse, men han vil ikke kommentere, hvor længe det forventes, at han skal beskyttes.

- Jeg har lagt alt det i hænderne på politiet, siger han.

Han fortæller, at der ikke er andre medlemmer af byrådet, der har modtaget trusler i sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere