Borgmester og kendt advokat i ny krig

Odense-borgmester kalder endnu en gang forsvarsadvokaten Mette Grith Stage for Black Army-advokaten i kølvandet på anholdelsen af den tidligere bandeleder Mohammed Daabas

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, langer igen ud mod forsvarsadvokaten Mette Grith Stage. Foto: Claus Bonnerup, Presse og formidling, UCL
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, langer igen ud mod forsvarsadvokaten Mette Grith Stage. Foto: Claus Bonnerup, Presse og formidling, UCL

'Jeg gætter på, at Black Army Advokaten tager endnu en omgang med stamkunden', konstaterer Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, på Facebook som kommentar til en artikel om, at den tidligere leder af banden Black Army Mohammed Daabas torsdag blev varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for at have overdraget store mængder heroin til en anden person, der har solgt narkoen videre i Odense og omegn.

Se også: Berygtet bande-boss fængslet

Dermed går borgmesteren endnu en gang i clinch med den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der har repræsenteret den tidligere bandeleder og også gør det i den nye sag, ligesom han også skriver, at han håber, at Østre Landsret har lidt mere ben i næsen, hvis han bliver dømt, og den bliver anket, end sidst de dømte ham.

Mette Grith Stage har efterhånden den opfattelse, at borgmesteren har noget personligt imod hende.

- Jeg synes da egentlig ikke, at det er særligt rart. Ved på den måde at udskamme en forsvarsadvokat offentligt – nu gennem næsten to år og til trods for, at jeg ingen sager har haft med relation til Black Army i Odense meget længe - får jeg det indtryk, at Peter Rahbæk Juels mål er at gøre det så ubehageligt at være forsvarer for dem, som han ikke bryder sig om, at ingen advokater har lyst til at påtage sig sager for disse borgere, siger hun og fortsætter:

- Lige for tiden og det meste af efteråret har jeg været forsvarer for medlemmer i LTF i nogle større straffesager i København, men der er altså ingen københavnske politikere, som af den grund offentligt har beskyldt mig for at være 'LTF-advokat', siger hun.

Se også: Borgmester i krig med kendt advokat: - Beregnende og lukrativ forretningsmodel

Her trykker bandelederen Mohammed Daabas statsminister Lars Løkkes hånd - Løkke var på daværende tidspunkt uvidende om, hvem han var. Foto: Charlotte Flyvbjerg, DR Fyn
Her trykker bandelederen Mohammed Daabas statsminister Lars Løkkes hånd - Løkke var på daværende tidspunkt uvidende om, hvem han var. Foto: Charlotte Flyvbjerg, DR Fyn

Ekstra Bladet har spurgt Peter Rahbæk Juel, om han har noget personligt imod Mette Grith Stage, men det afviser han.

- Jeg har ikke noget personligt vendetta mod nogen advokater, men hvis du ser på den historik, Mette Grith Stage har haft, og den måde, hun har ageret med sin virksomhed med markedsføringskampagner i fængslerne og talsmandsfunktioner for Black Army i pressen, mener jeg, at hun går langt ud over, hvad der bør være god etik for et advokatfirma, siger han.

Han nævner også, at forsvarsadvokaten, sidst hun repræsenterede bandelederen i retten, sagde på vegne af sin klient, at han nu ville ud af det kriminelle liv, i exitprogram og væk fra Vollsmose.

- Nu er han anholdt og mistænkt for omsiggribende narkohandel, og det lyder jo ikke som en, der er i exitprogram eller vil ud af det kriminelle liv, som hun fremførte på vegne af ham, siger borgmesteren.

Helt latterligt
- Det er jo en advokats opgave at repræsentere sin klient bedst muligt, og det er jo ikke hende, der finder på de ting, men ham, der siger det. Skulle hun afstå fra at bruge det, der kan tale for en mildere straf?

- Hun skal selvfølgelig repræsentere sin klient. Alle har ret til en advokat og et forsvar i Danmark. Det anfægter jeg ikke, siger Peter Rahbæk Juel og gentager de ting, som han mener, at Mette Grith Stage har varetaget ud over sin rolle som advokat.

Mette Grith Stage afviser, at hun har ageret som talsmand for banden, da hun var forsvarer for dem.

- Det er helt latterligt, og det har jeg aldrig gjort, siger hun og peger på, at det under alle omstændigheder ligger år tilbage, at hun havde sager for banden sidst.

- Alligevel fremturer Peter Rahbæk Juel med det, hver gang lejligheden byder sig. Han har virkelig set sig ond på mig og gør, hvad han kan for at beklikke mig og min integritet. Det er højst ubehageligt, men det får mig nu ikke til at stikke halen mellem benene.  

- Der er jo nok mange almindelige danskere, der tænker, at han har ret, og at du taler mod bedrevidende, når du siger i retten, at din klient vil gå i exitprogram, fraflytte Vollsmose og vælge det kriminelle liv fra – og at alle er bedre tjent med, at han er bag tremmer så længe som muligt. Forstår du det?

- Nu er det jo ikke sådan, at jeg står i retten og finder på, at klienten vil gå i exit, fraflytte Vollsmose med videre. Det er noget, han selv forklarer i retten, og så henholder jeg mig til det. Men jeg indestår jo altså ikke personligt for, at det også holder stik. Jeg tror dog, at de fleste mennesker kan se, at det ville virke underligt, hvis forsvareren - som hundrede procent skal varetage sin klients interesser - sagde 'alt det, min klient har forklaret om bod, bedring og omlægning af sit liv, er der selvfølgelig ingen, som tror på - det skal retten bare se bort fra'.

Et problem
- Klappede du i hænderne i går, da du hørte om anholdelsen – fordi der så var flere indtægter på vej?

- Nej, dog ikke. Jeg ville nok klare mig uden den sag. Men jeg påtager mig den selvfølgelig, eftersom det er mit arbejde, siger hun.

Hun mener også, at det er helt skævt, at borgmesteren på et tidspunkt, hvor hendes klient alene er sigtet, men ikke dømt, og i øvrigt nægter sig skyldig, ret klart opfordrer landsretten til at dømme hårdt under en eventuel ankesag.

Til spørgsmålet om, hvorvidt han som politiker overhovedet bør udtale sig om straflængder i konkrete sager, svarer borgmesteren:

- Det gør jeg heller ikke. Det er simpelthen ud fra en resfølelelse. De må dømme ham efter de love, de kan finde. Jeg håber bare ikke, at han ikke får held til at ligne en, der er færdig med kriminalitet. Det er bare en følelsesmæssig reaktion. Det er ikke mere end et år siden, at han var i retten sidst. Så mere skal du ikke lægge i det, siger han og fortsætter:

- Jeg er borgmester i en by. Jeg er ikke en lovgivende magt på den måde. Jeg er optaget af at passe på min by. Og sådan nogle typer som ham er et problem og har været et problem for Odense.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere