Bortførte og myrdede 11-årige pige - lillebror flygtede i mørket

Mistænkt morder i retten onsdag: Mord i indiansk reservat i New Mexico har udløst vrede og nervøsitet

Foto: FBI
Foto: FBI

Det kyniske og brutale mord på en kun 11-årig pige i et indianer-reservat i USA har sendt chok-bølger og vrede gennem hele reservatet.

Den 11-årige Ashlynne Mike og hendes 9-årige lillebror blev bortført mandag, da de ventede på skole-bussen. Den formodede gerningsmand, Tom Begaye, fra Waterflow i den amerikanske delstat New Mexico, kørte søsteren og lillebror ud til et øde beliggende sted.

Her efterlod han drengen og gik sammen med Ashlynne Mike hen til en større formation af sten, hvor han myrdede hende.

Slået stor-alarm
Lillebroderen Ian har efterfølgende forklaret politiet, hvordan manden senere kom alene tilbage uden søsteren. Det lykkedes i ly af mørket den lille og dybt chokerede dreng at flygte fra manden.  Efter omkring tre kilometers flugt blev han samlet af en bilist, der tilfældigt kom forbi.

Der blev omgående slået stor-alarm og en omfattende eftersøgning efter den forsvundne pige og gerningsmanden blev sat i værk.

Familiemedlemmer til den dræbte pige er her samlet ikke langt fra drabsstedet.
Familiemedlemmer til den dræbte pige er her samlet ikke langt fra drabsstedet.
 

Tirsdag blev liget af den indianske pige fundet i et øde område ved Shiprock i New Mexico. Samtidig strømmede det ind med tips til politiet, som tirsdag aften (amerikansk tid) kunne pågribe den nu mistænkte morder.

Den 27-årige mand fremstilles senere onsdag i retten.

'Vil I se en film'
I følge nyhedsbureauet AP er den mistænkte gerningsmænd ikke selv af indiansk oprindelse.

Indianer-reservatet, hvor pigen blev dræbt, ligger mellem grænserne til New Mexico, Arizona og Utah.

Det tragiske drama tog sin begyndelse, da søskende-parret sammen med en tredje dreng ventede på skolebussen. En mandlig bilist kontaktede dem og spurgte, om de kunne tænke sig at se en film. Det ville pigen gerne.

De to drenge var dog mere modvillige, men til sidst valgte lillebroderen at hoppe ind i bilen til søsteren.

Ifølge politiet ønskede drengen ikke, at søsteren skulle tage af sted alene.

Mindehøjtidelighed med levende lys
Tirsdag blev der afholdt en mindehøjtidelighed med levende lys i Shiprock.

Et familiemedlem til den dræbte pige, Shawn Mike, fortæller til AP, at Ashlynne var en kvik pige, som elskede musik.

- Som far ønsker du naturligvis at se din datter vokse op og stifte familie en dag. Ulykkeligvis kommer det aldrig til at ske for Ashlynne, siger Shwan Mike.

FBI arbejder hårdt på at få opklaret motivet til det bestialske drab.

- Der er ikke en sten i denne sag, som ikke vil blive vendt, siger efterforsker Terry Wade fra FBI og fortsætter:

- Denne sag bliver opklaret, så retfærdigheden kommer til at ske fyldest - ikke mindst af hensyn til familien.

Lillebror græder konstant
En tante fortæller, at ni-årige Ian efter bortførelsen og drabet på søsteren har været meget svær at afhøre for FBI.

- Han er meget træt og græder konstant, fordi han savner sin søster. Det har virkelig været svært for FBI at få informationer fra ham, siger Darrell Foster-Joe.

Beboerne i reservatet er oprørte og står helt uforstående overfor, hvorfor den 11-årige pige skulle lide en så brutal skæbne.