Bortførte sine børn til Brasilien: Nu har landsretten talt

Angelina Mathiesen skal i fængsel i halvandet år for at have bortført sine to børn til Sydamerika

Lisbeth Markussen og Angelina Mathiesen i et stort interview til Ekstra Bladet i Brasilien, mens begge kvinder stadig opholdt sig i landet med deres børn. (Foto: Carsten Norton. Redigering: Martin Ekelund)

ØSTRE LANDSRET (Ekstra Bladet): Angelina Mathiesen skal i fængsel i halvandet år.

Det har landsretten netop slået fast. Man stadfæster dermed byrettens dom.

- Det er ikke til børnenes bedste. Det er direkte skadeligt for børnene, siger Angelina Mathiesen umiddelbart efter domsafsigelsen, til Ekstra Bladet.

Den i dag 44-årige bortførte i marts 2016 børnene Aia og Leonardo til Nordbrasilien. Bortførelsen udløste en international jagt på kvinden og børnene via blandt andet Interpol, ligesom børnenes to forskellige fædre hyrede en privatdetektiv for at finde mor og børn.

I oktober beordrede en brasiliansk dommer børnene udleveret til Danmark, og Angelina Mathiesen fulgte med. Siden har hun set børnene i i alt ti timer under overvåget samvær og blev kort før jul i fjor idømt halvandet års ubetinget fængsel ved Retten på Frederiksberg - en dom, som hun ankede på stedet.

Efter først at anke dommen med påstand om frifindelse har Angelina Mathiesen dog erklæret sig skyldig i børnebortførelsen.

Dermed skulle landsretten i dag kun tage stilling til strafudmålingen.

17 kvinder i støtteaktion
Den høje kvinde var iført et par lyserøde højhælede sko og en lys lilla knælang kjole med blomsterprint under en sart lyserød frakke, da retten blev sat. Først besluttede man dog at flytte retsmødet fra retssal seks til et, fordi cirka 17 kvinder og nogle få mænd var mødt op for at støtte den tiltalte. Støtteaktionen er arrangeret af Facebook-gruppen Mødrene Danmark.

Mens Angelina Mathiesen flere gange i løbet af dagen har virket trykket og grådlabil, var hendes reaktion på landsretsdommerens domsafsigelse svær at tyde - hun talte et øjeblik med sin advokat, før hun med rank ryg forlod landsretten.

- Man kan som mor i sådan en sag her blive påført en masse smerte, men det er børnene, der tager skade, sluttede kvinden, som fik det sidste ord, før dommere og domsmænd trak sig tilbage for blive enige om dommen.

Angelina Mathiesen, da hun og børnene stadig var i Brasilien. Foto: Privat
Angelina Mathiesen, da hun og børnene stadig var i Brasilien. Foto: Privat
 

Da den faldt brød flere af Angelina Mathiesens støtter ud i tårer, og enkelte hævede stemmerne med ukvemsord over retten og systemet.

Hele dagen har følelserne i retssalen siddet uden på tøjet af flere tilstedeværende. Temperaturen har dertil været på kogepunktet - ikke alene på grund af den bagende sommervarme, som de lukkede vinduer langtfra formåede at holde ude.

Angelina Mathiesen drak flere gange grådigt af en toliters danskvand, hun havde med i retten, mens hun koncentreret fulgte med i behandlingen af hendes egen sag.

Kvinden krævede via sin advokat Lasse Martin Dueholm rettens mildeste dom - og samfundstjeneste som alternativ til en eventuel ubetinget fængselsstraf.

Mange følelser i spil
Senioranklager Helene Brædder krævede på den anden side en skærpelse af straffen på halvandet års fængsel til ubetinget fængsel mellem et år og ni måneder og to år.

Senioranklageren anerkendte i sin procedure, at 'det er naturligt, at der er mange følelser i spil' i sådan en sag, hvilket i allerhøjeste grad kom til udtryk hos både Angelina Mathiesen, hendes familie og venner.

Under oplæsningen af de to fædres forklaringer fra byretten lød der hidsige, men sagte udbrud blandt de fremmødte. Reaktionen var udskiftet med tårer, da Angelina Mathiesen selv tog ordet til sidst og i en forberedt tale forklarede, hvorfor hun 'måtte beskytte børnene'.

- Som I kan se i sagens akter, er børnene og jeg en voldsramt familie, lød det blandt andet fra kvinden, som fastholder, at børnenes fædre i årevis havde udsat hende og børnene for vold, overgreb og chikane, da hun valgte at rejse til Brasilien.

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet
 

Selvtægt
Fædrene har gentagne gange overfor Ekstra Bladet afvist beskyldningerne fra deres ekssamlever.

Senioranklageren lagde i sin procedure vægt på, at Angelina Mathiesen omtaler sine eksmænd som volds- og overgrebsmænd, men ikke har meldt dem til politiet.

- Jeg betvivler ikke desperationen, men hun vælger ikke at anmelde det her til politiet. Og det er strafbart, at tiltalte har unddraget de respektive fædre forældremyndigheden i halvandet år. Det ligger helt fast, at det må man ikke, lød det fra senioranklageren.

- Jeg mener, man kan sammenligne det med selvtægt. Det er ikke nødværge, fordi man føler sig magtesløs eller desperat, uddybede hun og understregede overfor landsretten, at dommere og domsmænd udelukkende skulle tage stilling til, hvor meget en børnebortførelse på halvandet år skulle koste:

- Sagen handler ikke om, hvor vores sympati måtte ligge eller om, hvorvidt man er i stand til sætte sig ind, om en forælder kan føle sig desperat eller ej.

Ville beskytte børn
Fædrene, som har fuld forældremyndighed over de to børn, var ikke mødt op i landsretten.

Senioranklageren forklarede, hvorfor hun ikke havde bedt fædrene om at komme, for:

- Det ville ikke tjene andet formål, end at Peter Lawaetz og Vladimir Valiant kunne få taletid om deres følelser og om, hvordan det har været at undvære deres børn i halvandet år, sagde senioranklageren.

I modsætning til anklageren opfordrede Angelina Mathiesens forsvarer landsretten til at forholde sig til bevæggrundene til hans klients gerning:

- Hun ville beskytte de her børn, fastslog han og argumenterede videre for, at den nære tilknytning mellem børn og mor, som i årevis har været deres primære omsorgsperson, burde være en formildende omstændighed i forhold til udmålingen af straffen.

Han appellerede også til landsretten om, at man i dommen ville tage hensyn til Angelina Mathiesens mulighed for at 'bibeholde så nær kontakt som muligt'.

- En ubetinget fængselsstraf gør det næsten umuligt at opretholde kontakten til børnene, som har et kæmpe behov for også at have tæt kontakt til deres mor såvel som deres far.

Ingen formildende omstændigheder
Landsretten lod sig dog ikke overbevise.

- Det er en enig domsmandsret, som er nået frem til det her resultat. Det vil sige, at vi har været enige om, at straffens længde - fastsat til fængsel i et år og seks måneder - er passende udmålt af byretten, sagde landsdommer Sanne Kolmos.

- Vi har lagt vægt på samme forhold, som byretten har lagt vægt på. Nemlig forholdets karakter, længden af frihedsberøvelsen, børnenes alder, og at tiltalte ikke frivilligt vendte tilbage med børnene, lød det videre i begrundelsen for straffen.

Man havde heller ikke fundet grundlag for, at hele straffen eller dele af straffen skulle betinges af vilkår om samfundstjeneste.

- I vores dom vil vi anføre, at vi ikke finder, der er påvist formildende omstændigheder, sagde dommeren.

Udover fængselsstraffen skal Angelina Mathiesen betale sagsomkostninger for både byretten og landsretten.

Bortførte børn i Brasilien

63031042.jpg

Efter en årelang strid med sin eksmand rejste Lisbeth Markussen under påskud af at skulle på ferie i juli 2015 ud af Danmark med sine tre børn.

Hendes sag fik stor bevågenhed i forbindelse med et DR-dokumentarprogram. De fulgte børnebortførelsen helt til Peru, hvor sporet blev koldt.

I al hemmelighed rejste mor og børn illegalt ind i Brasilien, hvor de har opholdt sig i to et halvt år.

Først da en anden dansk kvinde, Angelina Mathiesen, i marts 2016 bortførte sine to børn til Brasilien, og hendes børns fædre ved hjælp af en privatdetektiv fandt landet, hvor de skjulte sig, stod det klart, at også Lisbeth Markussen og børnene var her.

Begge kvinder blev efter bortførelserne varetægtsfængslet in absentia i Danmark, og fædrene blev tilkendt den fulde forældremyndighed.

I marts 2017 søgte begge kvinder asyl i Brasilien, fordi de mener, at deres menneskerettigheder i Danmark er blevet krænket – mens asylsagerne blev behandlet, fik de midlertidig opholdstilladelse.

I oktober udleverede en brasiliansk dommer Angelina Mathiesens børn til Danmark, og moderen fulgte frivilligt med. Hun blev før jul idømt halvandet års fængsel for børnebortførelse, men har anket sagen til landsretten.

En mindre politistyrke anholdt i marts 2018 Lisbeth Markussen for at opholde sig ulovligt i Brasilien. Børnene kom kortvarigt på børnehjem i det sydamerikanske land.

Kristian, Johanne og Sigurd blev i marts 2018 udleveret til Danmark.

Lisbeth Markussen blev i slutningen af maj løsladt på betingelse af, at hun bliver i Brasilien.

1 af 2 Angelina Mathiesen, da hun og børnene stadig var i Brasilien. Foto: Privat
2 af 2 Foto: Ekstra Bladet
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen