Bosnisk anklager: Sverige er største aftager af Balkanvåben

Velorganiserede kriminelle står bag importen af illegale våben til Sverige

Det største marked for Balkan-våben er Sverige. Så klart udlægger Goran Glamocanin teksten i forhold til de ekstreme tilstande, der hersker i visse dele af det svenske samfund.

- Der findes en velorganiseret organisation, der tager imod og videresælger våben der, siger anklageren.

Den svenske avis Aftonbladet har besøgt anklageren i byen Banja Luka, der har haft en række sager om våben, der skulle smugles til Sverige.

Sager, der inkluderer pistoler, stormgeværer, ammunition, sprængstof og hundredvis af håndgranater.

- Det er vores opfattelse, at det svenske marked er det mest attraktive. Det er det på grund af den store efterspørgsel. Desuden er modtagerne meget velorganiserede, siger Goran Glamocanin til Aftonbladet.

Gennem de senere år har Sverige oplevet en voldsom stigning af skyderier, drab og lignende, der kan knyttes til de kriminelle miljøer.

Og til marts begynder en retssag i Bosnien, hvor 20 personer er tiltalt. Sagen er den indtil videre største af sin slags, som Sverige har været indblandet i som modtagerland af våbensmugling.