Brancheforening om afpresning:- Vi har intet overblik

Restaurationsbranchen kræver tilbundsgående undersøgelse af afpresning i Danmark

Sådan ser ruderne ud ind til butikken Kaj Bageri, der gennem de seneste dage har været udsat for hærværk og forsøg på afpresning.
Foto: Anthon Unger
Sådan ser ruderne ud ind til butikken Kaj Bageri, der gennem de seneste dage har været udsat for hærværk og forsøg på afpresning. Foto: Anthon Unger

Kender du til sagen, eller har du viden om andre tilfælde af afpresning så tip os på sms/mms 1224 (aml. takst) eller send mail til 1224@eb.dk

En betrængt virksomhedsejer har de seneste dage - og ikke mindst nætter - været udsat for forsøg på afpresning og efterfølgende hærværk mod sin bagerbutik med tilhørende spiseafdeling i den belastede bydel Tingbjerg.

Politiet ser med alvor på sagen og jagter nu gerningsmændene.

Se også: Politiet om hærværk og afpresning: En alvorlig sag

Men hvor stort er egentlig problemet med afpresning?

- Det kan jeg ikke svare på. Vi har intet overblik over det, siger Kirsten Munch, politisk direktør, Horesta, hovedorganisation for hotel og restaurant-erhvervet.

- Problemer med afpresning er sjældent noget, der kommer frem. Der var for nogle år siden en værtshusholder på Nørrebro og sidste år en tatovør i Odense. Men ellers har vi ikke hørt den slags, fortæller Kirsten Munch.

Se også: Pape efter brutalt hærværk: 'Maskerede kujoner'

Et af sagens kerneproblemer er, at eventuelle ofre for afpresning, der måtte underkaste sig og betale fremfor at stå imod, ikke fortæller om det. Et regulært tabu simpelthen.

- Vi kender simpelthen ikke nok til omfanget af eventuel afpresning. Og det er min vurdering, at politiet heller ikke kender det fulde omfang, siger Kirsten Munch.

- Vi er i løbende dialog med blandt andet politiet. Og får vi at vide, at der ikke er nogen problemer, fortæller hun.

- Afpresning er jo organiseret kriminalitet. Og der er brug for en tilbundsgående undersøgelse af, hvor stort omfanget egentlig er, og hvor udbredt det er eller ikke er.

- Disse billeder, vi ser nu fra butikken i Tingbjerg, er jo med til at styrke de kriminelles sag. Det er frygtelige billeder, der sender et signal om, at det er farligt at gå imod de kriminelle. At man risikerer at få ødelagt sin ejendom, siger Kirsten Munch.

Hun mener, at samfundet derfor bliver nødt til at sende et signal den anden vej om, at det er ganske uacceptabelt.

- Nu er det jo ikke noget, vi har så meget erfaring med i Danmark. Heldigvis. Og derfor skal jeg ikke gøre mig klog på, hvordan problemer med afpresning eventuelt skal løses.

- Men der kan være andre lande, hvor de har den slags problemer, at man har gjort sig brugbare erfaringer. Og jeg mener, der er brug for en målrettet indsats, siger Kirsten Munch.