Brand i etageejendom: En person anholdt

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en person, som mistænkes for forsætlig brandstiftelse

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 48-årig mand, som mistænkes for forsætligt at have sat ild til en etageejendom i Egernsund.

Det skriver politiet på Twitter.

Det var klokken 15.26, at branden i etageejendommen i Skippergade blev anmeldt til alarmcentralen.

Klokken 15.57 skrev politiet på Twitter, at politi og redningsmandskab var fremme på stedet, og at beboerne på det tidspunkt var blevet evakueret.

Det var også lykkedes brandfolk at få slukket branden, og heldigvis er ingen kommet til skade.

Vidner på stedet har tilbageholdt den 48-årige. Under tilbageholdelsen opstod tumult, oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til Ekstra Bladet.

- Den 48-årige er i den forbindelse selv kommet til skade, men ikke alvorligt, siger vagtchefen.

En dreng og en ældre mand er blevet tjekket for røgforgiftning på stedet, men det er ikke vurderet nødvendigt at sende dem til behandling på hospitalet.

Erik Lindholdt fortæller, at der er andre forhold på stedet, som politiet nu undersøger. Han ønsker ikke at fortælle, hvad de forhold handler om.

- Men vi arbejder stadig på stedet, og vi undersøger nogle andre forhold, som vi ikke kan fortælle noget om på nuværende tidspunkt.

Onsdag aften kan politiet endnu ikke oplyse om de forhold på stedet, politiet videre undersøger.