Brand i etageejendom: Hele bygningen evakueret

Der var brand i en lejlighed i en etageejendom i Haderslev mandag eftermiddag. Bygningen blev evakueret, mens politi og brandvæsen arbejdede på stedet

I en lejlighed i en etageejendom i Haderslev opstod der brand mandag eftermiddag.

Politi og brandvæsnet ankom til stedet, og hele bygningen blev evakueret. Ejendommen ligger på Ny Allegade, som er i nærheden af byens centrum.

- Det er en etageejendom, hvor der er brand i en lejlighed på førstesalen, sagde vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann til Ekstra Bladet mandag eftermiddag.

Der er ikke nogen meldinger om tilskadekomne personer, men en enkelt er alligevel blevet hentet af en ambulance.

- De har for en sikkerheds skyld bedt om en ambulance til en person, som havde indåndet noget røg, fortæller vagtchefen.

Politi og brandvæsen er færdige på stedet, og nogle af beboerne er lukket ind i deres boliger igen. Det er dog ikke alle, der kan komme ind i deres lejligheder med det samme.

- Flere beboere skal genhuses på grund af sodskader, så der skal gøres rent først, siger Ole Aamann.,

Undersøgelser på stedet har vist, hvad årsagen til branden var.

- Det viste sig, at beboeren havde tændt nogle stearinlys, og efterfølgende havde de glemt dem og var gået i seng, siger vagtchefen mandag aften klokken 20.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere